Hvorfor kan man ikke fuldt ud råde over sin formues skæbne, spørger en læser.
6. juni 2009, 07:58 – opdateret 2. november 2010, 22:57
? For nogle år siden besluttede Etisk Råd at fastholde bestemmelsen om, at arvinger ikke kan gøres arveløse. Hvorfor egentlig ikke?
Hvem kan et sådant ønske vedrøre andre end arvelader, der kan have endog særdeles gode grunde til et sådant ønske?
Jeg er selvfølgelig vidende om, at man kan give væk i levende live, men det er jo en begrænset udvej, da man (formentlig) ikke ved, hvornår man dør, og indtil da skal man jo have noget at leve af.
Med venlig hilsen J.T.
! Det spørgsmål møder jeg ikke så sjældent. Da arvelovsudvalget skrev forslag til ny arvelov (som trådte i kraft 1. januar 2008), overvejede udvalget om - og i hvilket omfang - der fortsat er grundlag for livsarvingers tvangsarveret.
For en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil være mellem 45 og 60 år ved arveladerens død. Forsørgelsesmæssige eller etableringsmæssige hensyn har derfor ikke længere samme vægt som et argument for bevarelse af tvangsarv. Dette og en del andre forhold kunne tale for en ophævelse af tvangsarveretten.
Imod afskaffelse af tvangsarveretten kan efter udvalgets opfattelse bl.a. tale, at en afskaffelse vil være et brud med en rodfæstet retstradition. Desuden er tvangsarveret for børn formentlig i pagt med, hvad de fleste finder naturligt. Tvangsarveretten yder i et vist omfang endvidere en livsarving beskyttelse mod pression fra arveladerens side i relation til valg af erhverv, ægtefælle og livsstil.
Som et væsentligt argument pegede udvalget endvidere på, at tvangsarvereglerne beskytter arveladerens særbørn, og udvalget pegede på, at denne gruppe af arvinger er i stadig vækst på grund af de ændrede familiemønstre.
Efter en afvejning af de forskellige hensyn fandt udvalget, at det ville være for vidtgående at afskaffe livsarvingernes tvangsarveret. Der skete imidlertid en begrænsning af tvangsarveretten og særligt med henblik på generationsskifte i større boer blev det muligt at begrænse arven til et barn til 1 million kroner, som dog pristalsreguleres – i 2009 er det 1.040.000 kroner.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat(H), mediator, www.ForumAdvokater.dk
