En moderne klassiker: Både de sammenbragte børn og den længstlevende ægtefælle skal tilgodeses.
16. september 2009, 12:58 – opdateret 2. november 2010, 23:03
? Min mand og jeg har begge børn fra tidligere ægteskaber. Vi vil gerne sikre vores børn, således at begge parters poder arver ligeligt.
Det er vores indtryk, at når man skifter efter den først afdøde, bliver der mindre til dennes børn end til længstlevendes børn. Samtidig vil vi dog også gerne sikre at den efterlevende ægtefælle kan forblive i huset og have et økonomisk forsvarligt liv.
Altså: Hvordan sikrer vi, at børnene arver ligeligt, uden at skade den efterlevendes muligheder for et økonomisk trygt liv?
Vi har lavet testamente, men skal af flere grunde have det ændret, så derfor denne forespørgsel inden vi går til advokat.
Med venlig hilsen H.
! Der er flere muligheder. En meget ofte anvendt model er, at I bestemmer, at længstlevende arver mest muligt, og når længstlevende er død, skal førstafdødes børn arve længstlevende på en sådan måde, at alle børn får lige meget.
Det er blevet lettere at sikre dette efter den nye arvelov, fordi testationskompetencen for længstlevende er udvidet i forhold til tidligere.
Der kan skrues på modellen på forskellig vis. Det kan også overvejes at bede børnene om tilladelse til, at længstlevende sidder i uskiftet bo.
I skal overveje mange ting, herunder om længstlevende skal kunne ændre testamentet, enten frit eller kun med tilladelse fra førstafdødes børn.
Den rigtige løsning for jer afhænger af jeres økonomiske situation og jeres behov og børnenes ditto. Derfor er det en god idé at drøfte det med jeres advokat.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk









































