Hos medlemmerne af pensionskassen PKA, der rummer blandt andre sygeplejersker og jordemødre, er meldingen klar: De vil ikke være pensionister i udlandet..
12. marts 2008, 07:40 – opdateret 1. november 2010, 23:25
Det er Jyllands-Posten, der skriver om en undersøgelse blandt medlemmerne af pensionskassen PKA, der forvalter pensionsformuen på vegne af blandt andre jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere og en lang række andre offentligt ansatte.
En undersøgelse gennemført blandt de 220.000 medlemmer viser, at det er en myte, at danskerne drømmer om en pensionisttilværelse under sydens sol.
Kun fem procent af deltagerne i undersøgelsen svarer ja til, at de drømmer om at rejse til udlandet og leve af deres pensionsopsparing, mens 20 procent svarer måske til spørgsmålet.
Altså siger tre fjerdele af deltagerne i undersøgelsen, at de vil blive gamle i Danmark. Begrundelsen er, at de ikke ønsker at sige farvel til netværket i Danmark bestående af venner og familie.
Og kigger man på de faktuelle tal for, hvordan det rent faktisk er i dag, så er det kun 350 personer ud af de 35.000 PKA-medlemmer, der i dag modtager pension, som får pensionen i udlandet.
Også rollen som bedsteforældre betyder meget, lyder det fra Ældre Sagen, der kommenterer på undersøgelsen.
Spørgsmålet er, om det i det hele taget er overraskende, at de offentlig ansatte ikke drømmer om en pensionisttilværelse under sydens sol. Måske det spiller en rolle, at pensionsopsparingen trods alt er begrænset, qua lønniveauet i den offentlige sektor, og derfor er det måske slet ikke et realistisk scenarium for størstedelen af medlemmerne i PKA.









































