Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Den første milliard SP-kroner er på vej

Pengene vælter ud til danskerne - udbetalingen bliver meget større end forventet.

De første danskere har nu fået SP-pengene sat ind på deres bankkonto. ATP oplyser således, at 100.000 danskere i dag og i går til sammen har fået udbetalt én milliard kroner på deres Nemkonto.

”Vi har overført én milliard kroner til 100.000 personer indtil videre. Pengene er udbetalt til Nemkonto, som måske bruger én dag på at ekspedere betalingen, men vi ved, at de første danskere har fået penge udbetalt,” siger kundechef Ellen Dalsgaard Zdravkovichos fra ATP.

Hun tilføjer, at det fortsat vælter ind med breve hos ATP fra personer, som vil have deres penge udbetalt. I dag er der indløbet 70.000 breve i postkassen hos ATP, og dermed har 1,9 million danskere bedt om at få deres egne penge retur. Det svarer til 70 procent af alle, som har en tvangsopsparing, og dermed er interessen for at hæve SP-pengene langt større end det på forhånd var ventet.

Bruger danskerne også de mange penge, som nu er på vej, kan dansk økonomi udvikle sig i en lidt mere gunstig retning end tidligere ventet. Både regeringen og flere andre har således skønnet, at frigivelsen af SP kun ville løfte det private forbrug med ti milliarder kroner. Men tallet kan blive mere end dobbelt så stort, hvis alle hæver deres penge og bruger dem. De samlede SP-opsparinger er på mere end 40 milliarder kroner hos STP, og omkring otte milliarder kroner yderligere, som er flyttet til banker og pensionsselskaber.

Der skal betales 35 procent i skat af de første 15.000 kroner, der hæves, og 50 procent af resten. De fleste har omkring 12.000 kroner på deres SP-konto, og det vil give en udbetaling på 7.800 kroner.

Fylder statens kasser op

Staten tjener stort på at slippe SP-pengene fri. Hæves alle 48 milliarder kroner, får staten mindst 17 milliarder kroner ekstra i kassen alene ved at beskatte udbetalingen. Men dertil kommer alle de indtægter, der vil trille ind fra moms og afgifter, når pengene bliver brugt.

Det er selvsagt penge, som staten ville have fået alligevel før eller siden, når pengene kom til udbetaling, men de luner godt i statskassen her og nu, hvor der er udsigt til store underskud på de offentlige budgetter.

Solidarisk ordning droppet

SP-opsparingen stammer fra 1998 til 2002, hvor alle lønmodtagere blev bedt om at indbetale én procent af deres bruttoløn på en spærret konto hos ATP. Oprindelig hed ordningen den »Midlertidige Pensionsopsparing« og blev vedtaget af Folketinget i efteråret 1997, da Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister, Mogens Lykketoft (S) finansminister og Marianne Jelved (R) økonomiminister.

Men allerede inden et år blev ordningen lavet om og gjort permanent. Det skete i forbindelse med den store pinsepakke, som blandt andet aftrappede værdien af rentefradraget ganske betydeligt fra omkring 44 procent til de nuværende 33 procent. I tvangsopsparingens første leveår var der tale om en individuel og personlig ordning. Men det blev ændret med pinsepakken, hvor ordningen blev solidarisk. Det betød, at alle fik samme beløb udbetalt fra ordningen, selv om indbetalingerne var meget forskellige, nemlig én procent af lønnen. Det vil reelt sige, at der var tale om en skatteskrue, hvor rige betalte mere end fattige ind til ordningen, for at få samme beløb retur igen.

Men fra og med 2001 blev dette princip droppet. Ordningen blev igen individuel, hvor de penge, den enkelte indbetalte, kom ind på en personlig konto. Siden blev ordningen suspenderet, og herefter er der ikke blevet opkrævet, men derimod nu udbetalt SP-penge til danskerne.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu