Skatteministeren vil skrue op for afkastskatten på pensionsopsparing, og det vil bringe Danmark op på den næsthøjeste beskatning af pensionsafkast i verden.
8. december 2011, 12:13
Danmark er på vej mod verdens næstehøjeste beskatning af afkastet på pensionsospsparing. Regeringens skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har planer om, at den endelige ændring af vilkårene for pensionsopsparing omfatter en stigning i skattesatsen for afkast fra 15 til 15,3 procent. Dermed vil Danmark overhale Sverige, så kun New Zealand beskatter hårdere.
Samtidig vil regeringen sænke det planlagte loft over indbetalinger på ratepensioner yderligere fra de planlagte 55.000 kroner årligt til kun 50.000 kroner årligt. Til gengæld vil regeringen droppe den stramning, at investeringsomkostninger fremover skulle beskattes.
Men det giver bekymring, at regeringen nu tager fat i afkastskatten, den såkaldte PAL-skat, for at forøge sine indtægter.
"Det er farligt, når politikerne tager fat i denne skrue, for så kan de skrue videre på den, når de har behov for at forøge indtægterne yderligere," siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i tænketanken Cepos.
Han påpeger, at den danske pensionsafkastskat ofte betragtes som lav og fordelagtig, fordi den sammenlignes med den dobbelt så høje skat på afkast af frie investeringer uden for pensionssystemet.
Men set i international sammenhæng er den danske skat høj. Kun fem lande i verden beskatter afkast på pensionsopsparing, og hvis den danske sats stiger som planlagt, så overhaler den Sveriges sats på ligeledes 15 procent og overgås den kun af den new zealandske skat, der ligger på det dobbelte.
Foreløbig vil skatteministeren lade den højere skattesats gælde i 2012 og 2013.
Generelt er Cepos bekymret over udsigterne til forringede betingelser for pensionsopsparing i Danmark.
"Det er sundt, hvis danskerne sparer så meget op til pensionen som muligt. Velhavende danskere presser ikke så meget på pensionssystemet i fremtiden. Men hvis tilliden til rammerne for pensionsopsparing falder, så bliver danskerne mindre selvforsørgende," siger Mads Lundby Hansen.
Thor Möger Pedersen lægger over for dagbladet Børsen ikke skjul på, at der skal skaffes indtægter til erstatning for at droppe skatten på investeringsomkostninger.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen har et forsigtighedsprincip, som betyder, at pengene skal være der, før vi bruger dem," siger han til avisen.
Den yderligere sænkning af loftet over indbetalinger på ratepension skal dels skaffe indtægter, dels stimulere opsparing som såkaldt livrente, der giver livslang udbetaling af pensionen. Dén pensionstype er nemlig ikke omfattet af loftet.






























































