Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankers pensionsfidus er på tynd is

Det kan ligefrem give bagslag at følge bankers råd om at optage lån i boligen til at sætte ind på en pensionsordning. Og pensionssektoren fraråder selv fidusen.

Skattefar står til at betale broderparten af regningen i en fidus med at låne til indbetalinger på pension, som, nogle banker anbefaler.

Men fidusen kan være en rigtig dårlig én af slagsen og kan ligefrem give underskud i den sidste ende, skriver forbrugerbladet Tænk Penge.

”Det er ikke en god ide,” siger underdirektør Jan V. Hansen fra Forsikring & Pension til bladet

Og pensionssektoren fraråder ligefrem at bruge bankernes skattefidus.

“Pensionsopsparing er til for, at man kan forsørge sig selv i alderdommen. Og det bliver man belønnet for med en lempelig skat. Det har aldrig været tænkt som en skattefidus,”siger Jan V. Hansen.

Brancheforeningens rapport opsummerer en række forhold omkring lånefinansieret pensionsopsparing, inden den konkluderer, at det ikke er en god ide.

Bladet beskriver den dårlige oplevelse, som et par fra Ballerup via Handelsbanken har haft med ”fidusen”.

Begge betalte topskat og kunne dermed få store fradrag – og dermed besparelser - ved indbetaling på pension. Og Handelsbanken rådede da også parret til at oprette en pensionsordning, indbetale en halv million kroner med et fradrag i omegnen af 60 procent.

På bankens råd lånte parret et større beløb i friværdien i deres bolig og satte pengene ind på to ratepensioner.

Men det viste sig, at forretningen ikke er så god, som banken sagde. Banken havde nemlig ikke medregnet, at både han og hun skal betale topskat, når de går på pension. Og det betyder, at de reelt taber penge på manøvren.

Sagen endte i Pengeinstitutankenævnet, hvor et flertal mener, det er parrets eget ansvar, at det fulgte bankens råd.

En lignende afgørelse er netop blevet afsagt i en sag om rådgivningen fra Jyske Bank, som på sin hjemmeside skriver: “Med ‘Jyske Stop Op Skat’ kan du spare op til pensionen uden at tage en ekstra krone op af lommen.”

Den slags tilbud kan være relevante for en meget lille del af befolkningen, og derfor skal man betragte dem med meget kritiske øjne, mener den uvildige finansrådgiver Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg.

“Hvis man får det foreslået af sin bank, skal man se solid dokumentation for, at det kan betale sig. Rigtig mange sælger det her på, at man får et fradrag i topskatten, og så er den ikke længere. Det er langtfra nok. Man skal se et regnestykke, der går helt ned til den sidste øre,” siger Kim Valentin til Tænk Penge.

I Handelsbanken påpeger pensionschef Per Strøm at der i alle tilfælde er tale om en individuel vurdering af lånefinansieret pensionsindbetaling.

"I den nævnte sag var der tale om mennesker i 30-erne, der havde lang tid til pensionen. Og så er det jo svært at spå om, hvordan skattesystemet ser ud til den tid," siger han.

Per Strøm påpeger også, at det måske var en mulighed for parret at forlænge udbetalingsperioden af deres pension, så det årlige beløb ikke ville udløse modregning.

Hvis manøvren skal virke, så skal en række forudsætninger være opfyldt:

Pensionspengene skal investeres, så de giver et rigtig godt afkast. For der er både omkostninger ved at låne pengene og ved athave en pensionsordning. Og de regninger skal betales, før der er overskud, skriver bladet.

Når pensionen skal udbetales, må den ikke være så stor, at der sker modregning i offentlige ydelser. Så ser regnskabet nemlig væsentligt ringere ud.

Man skal betale topskat, når man indbetaler pengene og lavere skat, når man får dem ud. Ellers forsvinder hele skattegevinsten.

Endelig er det langt fra risikofrit at hente penge ud af sit hus og lade bankerne investere dem. For investeringer kan gå galt. For eksempel da aktiemarkedet gik i knæ i forbindelse med finanskrisen.

Netop af den årsag gav Finanstilsynet for et år siden Københavns Andelskasse en påtale for at markedsføre fidusen som en “helt risikofri investering”. Finanstilsynet mente, at banken vildledte kunderne.  Og det får Forbrugerrådets cheføkonom til at konkludere, at man som hovedregel skal holde sig fra at låne penge til pensionen.

“Lån til pension vil i de fleste tilfælde giveunderskud. Og vi finder det stærkt kritisabelt, at banker rådgiver almindelige kunder til det uden at lave en ordentlig beregning,” siger Carsten Holdum.

Jyske Banks direktion har ikke reageret på en henvendelse fra Berlingske Media om en kommentar.

Præcisering

Fredag den 11. december citerede Berlingske Tidende bladet Tænk Penge for artiklen ”Banker sælger tvivlsom pensionsfidus”. Artiklen nævner en påtale, som Finanstilsynet gav Københavns Andelskasse, og teksten kan tolkes, som om der var tale om investering i aktier. Københavns Andelskasse fik påtalen for et produkt, hvor pensionspengene blev anbragt i realkreditobligationer.

 




Markedet lige nu