Der arbejdes på højtryk i ATP for at få danmarkshistoriens største udbetaling til at klappe.
15. juni 2009, 13:23 – opdateret 2. november 2010, 14:05
Milliarder af kroner strømmer fra ATP's domicil i Hillerød ud til over 2 millioner danskeres bankkonti. Og strømmen vil blive markant forøget i de kommende uger.
Der skal indtil videre udbetales i omegnen af 32 milliarder kroner, og i den første uge med udbetalinger blev der sendt en milliard kroner ud.
ATP oplyser, at der i denne uge sendes markant flere penge ud. Og ATP forventer at den halve million danskere, der indsendte deres anmodning i løbet af den første uge, vil modtage deres penge i denne uge.
Dermed skal størrelsen på de kommende ugers udbetalinger være markant større, bekræfter ATP's presseafdeling.
ATP satser fortsat på at kunne udbetale SP-penge til danskerne i løbet af tre uger, efter de har bedt om dem. Og det betyder, at de resterende 31 milliarder kroner af de udbetalinger, der allerede er anmodet om, bliver udbetalt i løbet af juni og frem til begyndelsen af juli, forventer ATP.
ATP begyndte allerede omkring 1. april at rebe sejlene og gøre klar til at udbetale SP-opsparingerne ved at beskytte 25 procent af formuen i SP-ordningen mod for store udsving på finansmarkederne.
De 25 procent blev placeret i kontanter, og desuden omlagde ATP dengang en del til mere likvide værdipapirer for at gøre klar til udbetalingen.
Og i sidste uge oplyste ATP, at der var blevet solgt ud af aktier i blandt andet William Demant, FLSmidth, Simcorp og NKT for at have SP-kontanter nok til alle.



























































