Uanset om du er adoptivbarn eller adoptivforælder, er datoen for adoptionen afgørende for arveretten.
25. marts 2009, 09:47 – opdateret 2. november 2010, 22:40
? Jeg er adoptivbarn men har ikke længere kontakt til mine adoptivforældre. Jeg er født i 1956.
Er der noget tvangsarv, der gør sig gældende, så jeg arver noget, eller kan de helt slette mig af testamentet?
Med venlig hilsen L.L.
! Reglerne om adoptivbørns arveret er lidt langhårede:
Hvis adoptionsbevillingen er givet før 1. januar 1957, bevares arveretten efter din biologiske slægt. Du får også arveret efter dine adoptivforældre, men ikke efter den øvrige "adoptivslægt". I en relativt stor del af adoptionerne i denne gruppe har adoptanterne taget forbehold, som giver dem mulighed for at fratage adoptivbarnet arveretten ved testamente. Er der et sådant forbehold, så arver du ikke, hvis der er lavet testamente herom.
Dine adoptivforældre har som udgangspunkt ikke arveret efter dig. De har det kun, hvis du ikke efterlader dig ægtefælle eller slægtsarvinger, og hvis du ikke har oprettet testamente.
Adoptivforældrene kan søge om, at adoptionen får retsvirkning som for adoptioner bevilget efter 1. januar 1957. Civilretsdirektoratet fører et register over alle adoptioner, der efter 1956 har fået tillagt nye retsvirkninger.
For bevillinger efter 1. januar 1957 - eller ældre, hvor der efter ansøgning er givet denne status - gælder, at adoptivbarnet arver, som var det et biologisk barn af adoptivforældrene, og arveretten efter den biologiske slægt bortfalder. I visse bevillinger udstedt i perioden 1. januar 1957 til 1. oktober 1972 er der i bevillingen en bestemmelse om, at adoptivbarnet, men ikke adoptivbarnets livsarvinger, bevarer sin arveret efter den biologiske slægt.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat(H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk
Læs også loven om adoption









































