I ni ud af elleve nordsjællandske kommuner står infrastruktur og transport øverst på virksomhedernes ønskeliste.
6. september 2010, 12:18
Nordsjællandske virksomheder ønsker sig bedre veje, viser ny undersøgelse fra DI. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Fokusér på gode veje og ordentlige busforbindelser. Så klart lyder budskabet fra erhvervslivet i Nordsjælland til kommunalpolitikerne, der i disse uger skal fastlægge rammerne for næste års budgetter. I ni ud af elleve nordsjællandske kommuner står infrastruktur og transport øverst på virksomhedernes ønskeliste over områder, som kommunerne først og fremmest bør gøre noget ved.
Erhvervsorganisationen DI afdækker i undersøgelsen "Lokalt Erhvervsklima 2010" danske kommuners erhvervsvenlighed.
I undersøgelsen, der offentliggøres i sin helhed i morgen, er virksomhederne blandt andet blevet spurgt om, hvad deres kommune først skal tage fat på at forbedre, og i størstedelen af Nordsjælland er svaret altså infrastruktur og transport.
Konkurrenceevne skal i top
- Hvis det nordsjællandske erhvervsliv skal blomstre og skabe vækst og arbejdspladser, skal virksomhedernes konkurrenceevne være top. I Nordsjælland kan kommunerne styrke erhvervslivets vækstmuligheder ved bl.a. at sikre, at medarbejdere og varer kan komme til og fra virksomhederne. En velfungerende infrastruktur gør hverdagen lettere for erhvervslivet, men også for pendlerne, siger Ingelise Bogason, formand for DI Hovedstaden, der råder kommunerne til at effektivisere mere.
Ønsket om satsning på flere veje og bedre transport går igen landet over i DI-undersøgelsen. Landstallene viser, at 50 procent af de 2200 adspurgte virksomheder peger på infrastruktur og transport som det største problem. På andenpladsen kommer ønsket om lavere skatter, afgifter og gebyrer (30 procent) og bedre adgang til arbejdskraft (20 procent).
- Det er ikke overraskende, at det netop er de ting, som virksomhederne prioriterer højest. For alle de tre områder har stor indflydelse på virksomhedernes mulighed for at klare sig i den internationale konkurrence, siger direktør Poul Scheuer, DI.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten