I 2010 gives der tilskud til boligejere, der udskifter gamle oliefyr. De fyr, der står hos mindre erhvervsdrivende holdes, dog udenfor. Politikerne bag ordningen erkender, at virksomhederne blev overset da aftalen blev forhandlet.
16. december 2009, 06:31
De mange gamle oliefyr, der varmer små virksomheder op over hele landet, holdes uden for den nye skrotningsordning, der sikrer tilskud til udskiftning af oliefyr i private husstande.
Det vækker undren i de små og mellemstore virksomheders organisation Håndværksrådet.
- Ejerskabet spiller naturligvis ikke nogen rolle, for hvor meget eller lidt et oliefyr forurener, så jeg har meget svært ved at se, hvorfor ordningen alene skal målrettes boliger, siger Henrik Lilja, der er energipolitisk medarbejder i Håndværksrådet.
Glemte erhvervslivet
Han har meget svært ved at se argumentet for, at virksomhederne ikke er omfattet af ordningen, der kom på plads som en del af finanslovsforhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti i løbet af november.
Begrundelsen er da heller ikke overvældende.
- Der er simpelthen ikke nogen, der har tænkt den tanke, at der også står oliefyr rundt omkring i små erhvervsvirksomheder, siger energipolitisk ordfører i Dansk Folkeparti, Per Dalgaard, om baggrunden for lovteksten.
Smv'er står alene
Henrik Lilja understreger, at de mindre virksomheder har mindst samme behov for tilskyndelser til at kigge energiforbruget efter i sømmene som private husholdninger.
- For mange små og mellemstore virksomheder er olieforbruget sammenligneligt med private husholdninger, så der er ikke nogen nævneværdig forskel, som retfærdiggør en differentiering, siger han.
Per Dalgaard erkender, at det forholder sig sådan, ligesom han slår fast, at det er ærgerligt, at mindre virksomheder med den nuværende ordning ikke kan få tilskud.
Den kan dog ikke umiddelbart ændres.
- Det er beklageligt, men jeg har lige været med til at stemme lovforslaget gennem her til morgen (i går, red.) og det kan ikke laves om nu. Det er dog en mangel, som jeg har i baghovedet, siger Per Dalgaard der lover, at han i løbet af 2010 vil arbejde for, at små virksomheder også får tilskud.
Henrik Lilja håber, at virksomhederne bliver tænkt med, når ordningen skal implementeres i løbet af næste år.
Han mener, at den nuværende udformning af skrotningsordningen er endnu et udtryk for, at små og mellemstore virksomheder står alene med reduktioner i deres energiforbrug.
- Når energiselskaberne pålægges at realisere energibesparelser, er det for dyrt at fokusere på små og mellemstore virksomheder, så de får ingen rådgivning, uanset hvor længe de i øvrigt har været med til at finansiere selv samme indsats over energiregningen. Så kommer der endelig en ordning, der ville passe rigtig godt til mange virksomheder, og så er den forbeholdt private boliger, lyder det.
Henrik Lija efterlyser en bedre begrundelse for, at oliefyrsskrotningsordningen ser bort fra de erhvervsdrivende. Ligesom han håber på en bedre ordning.
- Vi kunne godt tænke os ,at skrotningsordningen bliver målrettet oliefyr frem for en bestemt type ejere, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klima- og energiminister Lykke Fris (V), som i disse dage er travlt optaget af COP15 og verdensklimaet.






























































