Hvis dansk eksport igen skal glide på skinner, er der et hurtigt behov for hjælp nu. Sådan lyder det fra branchen, der efterlyser endnu flere initiativer, end dem folketinget allerede har sat i gang. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) afviser.
15. juni 2009, 07:45 – opdateret 18. maj 2012, 06:18
Folketingets eksportpakke på 20 mia. kr. tilbage i januar er tilsyneladende ikke tilstrækkelig. Nu kræver branchen og dens organisationer yderligere tiltag, inden den danske eksport rammer bunden.
"Der er behov for markant oprustning inden for hele eksportfremmeområdet, hvis Danmark skal gøre sig håb om stadig at have en international konkurrenceevne, når den globale afsætningskrise så småt begynder at ebbe ud," siger ansvar for afsætningsområdet hos Dansk Industri til Dagbladet Børsen.
Regeringen og et bredt flertal i folketinget lancerede en eksportpakke på 20 mia. kr. tilbage i januar i forbindelse med Bankpakke II. Pakken har til formål at hjælpe med kredit til virksomheder med større, udenlandske projekter. Pakken er endnu ikke tom, og pga. projekternes omfang tager det lang tid, før man ser effekterne af pakken.
Men det er ikke godt nok hos eksportbranchen, hvis tålmodighed er ved at slippe op.
Det mest akutte forslag fra organisationerne, herunder Dansk industri, Dansk Erhverv og Landbrugets top, lyder etableringen af en ny eksportlåneordning primært rettet mod mindre og mellemstore virksomheder. Derudover ønsker man en renteudligningsordning, som giver eksportører større rentesikkerhed, og endelig flere midler til generel eksportfremme.
"Eksporten er altafgørende for en lille åben økonomi som den danske. Vi kan derfor ikke leve med, at de vækstfremmede tiltag, som politikerne vedtager for at hjælpe Danmark gennem krisen, ikke også i lige så høj grad omfatter eksporterhvervene,” siger globaliseringschef hos Dansk Erhverv Linda Jakobsen.
Men brancheorganisationernes opråb til politikerne møder ikke opbakning i første omgang.
”Det er kun knapt tre måneder siden, at eksportlåneordningen på 20 mia. kr. blev sat i gang. Det kan virke som lang tid, hvis man sammenligner med private lån eller projekter med korte krediter. Men eksportprojekter med løbetider over to år er ofte omfattende og komplicerede, og det er helt normalt, at der går måneder, fra en virksomheder byder ind på en ordre, til finansieringen er på plads, og ordren er i hus. Først da vil eksportlåneordningen komme i spil,” lyder det fra økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der slår fast, at det er alt for tidligt at diskutere nye pakker for eksportlåneordninger.






























































