Virksomheder klemt af smøl hos Skat

De store problemer hos Skat med at overholde betalingsfrister i momssager rammer erhvervslivet hårdt.

Landets virksomheder rammes af, at Skat har svært ved at overholde den særlige frist på tre uger, der gælder, når et firma skal have penge retur. Det skriver Politiken.

- Det er selvfølgelig altid et problem, hvis staten og Skat er for langsomme til at udbetale penge. Men det er særlig alvorligt i øjeblikket, fordi krisen har skabt store økonomiske problemer i firmaerne. Og da bankerne er blevet mere forsigtige med at låne ud og tager sig ekstremt godt betalt for deres udlån, er det et kæmpe problem, som vi hører om fra flere af vores medlemmer, siger Jacob Ravn, skattekonsulent i Dansk Industri (DI) til avisen.

Ikke nok med renter

Når Skat ikke betaler til tiden, får virksomhederne udbetalt en rentegodtgørelse. Og alene i år er erhvervslivet blevet kompenseret med mere end 160 millioner kroner. Men renter er et plaster på såret med store huller, mener DI:

- Virksomheder, der regner med at få disse momspenge retur, er afhængige af pengene nu og her. Hvis de ikke får dem, er de nødt til at låne af banken til de skyhøje renter, vi har set under krisen. Så nytter det ikke meget, at pengene fra Skat kommer med en mindre rentegodtgørelse senere, siger Jacob Ravn til Politiken.

Uden ansvar

Skatteministeren ønsker ikke at kommentere sagen, men venstre skatteordfører Torben Schack Pedersen afviser, at regeringen har et ansvar i sagen:

- Beslutningen om at udskyde moms- og skattebetalingen var en succes, som gav erhvervslivet ekstra likviditet i en presset tid. At det så betød problemer i Skat, må være ledelsen i Skats ansvar. Det er ikke vores opgave at tilrettelægge arbejdet i Skat, siger han til avisen.

 



Markedet lige nu