Virksomheder er tvunget til at bøje sig for afgørelser i Forbrugerklagenævnet, selv om de er uenige og reelt kan vinde sagen ved domstolene.
2. september 2010, 06:28
Flertallet af de virksomheder, der oplever at få en afgørelse i Forbrugerklagenævnet imod sig, vælger at efterleve afgørelsen, selv om de er uenige. Det mener erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der raser mod regler, der klemmer virksomhedernes retsstilling.
En opgørelse, Dansk Erhverv har lavet, viser, at cirka 20 procent af de afgørelser i forbrugerklagesager, som fra 2000-2005 endte i en retssal, blev omstødt til virksomhedens fordel. Kun meget få sager om forbrugerklager når derfor nogensinde så langt.
Læs også: Flere klager over virksomheder
Ifølge forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen, har mange af de virksomheder, der kommer ud for vrede forbrugere nemlig ikke råd til principper, når de stilles over for den digitale gabestok:
- Langt de fleste virksomheder vælger at bøje sig og efterleve Forbrugerklagenævnets afgørelse, også selv om man er dybt uenig og mener, at man har en god sag. De eneste alternativer er, at man kører en retssag, eller at man hænges ud som en uærlig virksomhed, siger hun.
Ubalance
Forbrugerklager er ved domstolene beregnet på, at partnerne ikke har behov for advokatbistand. Men når en virksomhed bestrider en afgørelse, er den reelt oppe mod Forbrugerklagenævnets jurister, som har tygget sagen igennem.
En lovændring fra årsskiftet giver samtidig forbrugeren mulighed for retshjælp, hvilket ikke er tilgængeligt for virksomheder, som - selv hvis de vinder sådanne sager - typisk kan få tildelt højst 2.500 kroner i advokatbistand.
Vicedirektør i Forbrugerstyrelsen, Morten Hjulsager understreger, at Forbrugerklagenævnet er uvildigt og består af repræsentanter for både forbrugere og erhvervsliv.
- Som bestemt af Folketinget er det vores (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen), opgave at sikre, at Forbrugerklagenævnet kan fungere. Derudover står det begge parter i en sag frit for at gå videre til domstolene. At forbrugerne har adgang til at få dækket omkostningerne ved en retssag er en politisk beslutning, siger han
Morten Hjulsager vil ikke kommentere opgørelsen fra Dansk Erhverv, men bekræfter at det forekommer, at afgørelser ændres i retten.









































