En lang række idrætsforeninger mærker nu konsekvensen af den finansielle krise.
20. oktober 2008, 07:01 – opdateret 20. oktober 2008, 07:04
Det er blevet langt vanskeligere, for de danske idrætsforeninger at skrabe penge sammen til diverse aktiviteter og udstyr.
Det skriver 24 Timer.
I Lille Næstved Idrætsforening har formanden kontaktet omkring 25 virksomheder for at søge sponsorater til nye faciliteter. Men næsten alle har svaret nej.
»Vi får nogle tilbagemeldinger om, at de ikke vil være med på grund af finanskrisen. Andre lader som ingenting og svarer slet ikke. Det betyder, at vi ikke har råd til at give ordentlige faciliteter til vores udøvere,« siger formand Kim Jacobsen fra Lille Næstved Idrætsforening til 24 Timer.
Ifølge 24timer, der har talt med en lang rækker foreninger samt eksperter er tendensen landsdækkende.
Thomas Badura, der er direktør for Sponsorpeople, som rådgiver virksomheder om sponsorater, mener, at der vil blive skruet ned for de mindre donationer til små foreninger.
»De store sponsorater i millionklassen vil nok overleve, men de mindre donationer vil med stor sandsynlighed blive skåret væk. Det kan for eksempel være et bidrag til det lokale junior-håndboldhold,« siger Thomas Badura til avisen.
Danske virksomheder har i de seneste år brugt omkring 2,5 milliarder kroner om året på sponsorater, oplyser Thomas Badura, der forventer, at tallet for 2008 vil falde.
- mja






























































