Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vi kører ind i en ny verden

Kinas dominans på verdensmarkedet og stigende offentlig gæld i USA og Europa kommer til at præge den økonomiske dagsorden i årene fremover. Det mener i hvert fald Erik Nielsen, cheføkonom i Europa for storbanken Goldman Sachs, som i går holdt oplæg i Saxo Banks hovedkvarter i Hellerup.

Verdenssamfundet er på vej ud af krisen, men hvis danskerne
går og tror, at der venter en tilstand som den, der var før krisen, så går de
grueligt galt i byen, for en ny verden venter i en nær fremtid.

Det var mener i hvert fald Goldman Sachs cheføkonom i Europa,
Erik Nielsen, som onsdag var på visit hos Saxo Bank i Hellerup for at holde
oplæg om vækstforventningerne og den økonomiske situation på verdensmarkedet.

»Hvis jeg skal give en besked i dag, så er det, at det
er på høje tid at se på, hvordan verden ser ud fremad. To ting er vigtige: Vi befinder
os i en globaliseret verden, hvor Kina vil fylde mere, og så er USA og Europa
ved at opbygge enorm offentlig gæld, som vil tynge i årene fremover. Det bliver
i hvert fald meget svært at adressere en høj offentlig gæld, hvis ikke man kan
få høj BNP-vækst,« sagde Erik Nielsen som noget af det første.

På tilskuerrækkerne var omkring 100 topchefer, bankbosser
og økonomiske debattører. Blandt andet skatteminister Troels Lund Poulsen (V),
DSVs formand Kurt Larsen og tidligere skatteminister Carsten Koch.

Den gode nyhed fra Erik Nielsen til forsamlingen var, at
det spirende opsving i verdensøkonomien er reelt. Hos Goldman Sachs er forventningerne,
at verdensøkonomien vil være rettet helt op indenfor de næste tre til seks
måneder.

»Det er en eksportvækst, som rammer blandt andet Europa
lige nu. Vi tror på en vækst i år på 1,25 pct. i Eurozonen, og jeg tror, vi
kommer til at slå det højere op. Krisen er altså forbi fundamentalt set, og det
vil sige, renterne er på vej opad igen. Hvis man taler med centralbankerne rundt
om i verden, så er der en klar forståelse for, at renten har været lav for
længe, så man er nødt til at kører den tilbage igen, så man undgår en ny boble,«
lød det fra Erik Nielsen.

Han lagde ikke skjul på, at vækst er afgørende for, at
Danmark og resten af verden kommer ud af krisen. Specielt herhjemme og i USA, fordi
vi er i gang med at opbygge stor offentlig gæld.

I den nye fagre verden er det dog ikke eksporten til blandt
andre USA, som danske virksomheder først og fremmest skal sætte deres lid til.
Storbanken Goldman Sachs forventer, at væksten i Asien vil fortsætte med
uformindsket styrke i de næste fire til fem år, for intet tyder på, at det er
en boble, som kineserne bygger deres vækst på.

Derfor er det også kineserne som trækker verdenssamfundet
ud af krisen:

»Kina er ikke bare en eksportmaskine. Det er et land, som
har fået en enorm indenlandsk efterspørgsel. For hver dollar amerikanerne har
indskrænket deres privatforbrug, så matcher kineserne det faktisk én til én.
Det er den gode nyhed, og det er derfor, vi har en global vækst, fordi kineserne
faktisk tager det, som amerikanerne ikke leverer mere,« sagde han.

Det betyder også, at de danske og europæiske virksomheder
må omstille sig.

»Problemet for europæerne er, at når det amerikanske forbrug
stiger, så køber amerikanerne Mercedes og andre europæiske produkter, mens
kineserne køber mindre europæiske varer og flere asiatiske, når deres privatforbrug
stiger. Pointen er, at vi skal tænke mere på, hvem vi sælger til,« lød det fra
Erik Nielsen.

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu