Det går langsomt med Den Europæiske Centralbank, ECB. Centralbanken i USA, Federal Reserve, og flere andre af verdens største centralbanker har handlet hurtigt. Men ECB i Europa har været mere afventende med sine ændringer af renten. Også selv om faren for inflation er nærmest umulig at få øje på.
14. juni 2009, 05:00
Den Europæiske Centralbank (ECB) spiller en central rolle i den aktuelle kamp mod den værste økonomiske nedtur i europæisk økonomi siden Anden Verdenskrig. Men gør banken nok, eller burde den gå meget hårdere til værks? Det er der delte meninger om blandt økonomer og politikere.
Det er det 21 mand store styrelsesråd for ECB, der beslutter, om renten skal ændres, eller om der skal sættes ind på andre områder med bankens pengepolitik. De 21 er nationalbankchefer fra de 15 eurolande plus den seks mand store direktion fra ECB med centralbankchef Jean-Claude Trichet i spidsen. Kun én kvinde er medlem af ECBs styrelsesråd: Østrigs nationalbankdirektør, Gertrude Tumpel-Gugerell.
Styrelsesrådet kan når som helst beslutte at ændre renten; men normalt ændres den kun efter de regelmæssige rentemøder, der finder sted én gang om måneden. Disse vigtige møder afvikles normalt i ECBs hovedsæde, Eurotower i Frankfurt am Main i Tyskland. Men ind mellem flyttes de, og eksempelvis skal Styrelsesrådet mødes 2. juli i centralbanken i Luxembourg.
Siden sidste efterår har ECB sat sin rente ned fra 4,25 til de nuværende rekordlave 1,0 procent. Det er dog sket i et betydeligt langsommere tempo end hos Federal Reserve i USA. Så sent som 16. december – altså for et halvt år siden – satte Federal Reserve således sin rente ned til næsten 0,0 procent. Storbritannien og Sverige har også sænket deres renter på dramatisk vis, så de nu er nede på bare 0,5 procent, mens renten i eksempelvis Schweiz hedder 0,25, mens den i Japan er nede på 0,1 procent.
Økonomi på skrump
ECBs primære mål er at holde inflationen nede omkring 2,0 procent »på mellemlang sigt,« som det hedder. Men lige nu er der slet ingen inflation i de 15 eurolande. De nyeste tal viser, at priserne over det seneste år slet ikke er steget, og der er bred enighed om, at der snart vil komme deflation, altså direkte prisfald, i euroområdet.
Læg dertil, at økonomien i det store euroområde, der efter USA er verdens næststørste økonomi, står til at skrumpe med hele fire procent i år. Arbejdsløsheden er tilmed på rask optur og ventes snart at runde ti procent af arbejdsstyrken. De 15 eurolande står i den alvorligste økonomiske situation i nyere tid. Industriproduktionen er faldet med over 22 procent det seneste år. Den nedtur er enestående og historisk. I den situation er det svært at se fornuften i, at ECB nøler og ikke sænker sine renter så meget som muligt, og så hurtigt som overhovedet muligt.
»Det er godt at have lidt ekstra krudt gemt til senere, hvis der skulle blive brug for det,« siges det ofte som forsvar for den meget forsigtige strategi, som ECB har lagt for dagen stort set lige siden sin etablering for mere end ti år siden. Men hvis det ikke er nu, at krudtet skal bruges, og alle midler skal tages i brug, hvornår er det så, kan man spørge.
Udover at sænke renten har ECB mulighed for blandt andet at købe obligationer op i markedet, sådan som de allerede har annonceret vil ske inden længe for 60 milliarder euro. Men også her har ECB været langsommere og mere påholdende end i USA og andre lande. 60 milliarder euro svarer til bare 0,6 procent af euroområdets bruttonationalprodukt (BNP) og er dermed i småtingsafdelingen. De tilsvarende opkøb i USA er derimod oppe på at udgøre mere end ti procent af BNP og har allerede været i gang længe.
Banken nøler
USA bør gøre mere i kampen mod krisen end Europa, eftersom landet har en mindre offentlig sektor og dermed også færre stødpuder til at modstå en nedtur med. Men krisens omfang lige nu er så alvorlig, dyb, langtrukken og indædt, at alle midler burde tages i brug. Fare for inflation »på mellemlang sigt« er i hvert fald svær at få øje på; og skulle den risiko opstå, er det jo netop igen vigtigt, at ECB viser handlekraft og er hurtig til at sætte renten op igen.
Det er da også blevet lidt af en joke på de finansielle markeder at sige »vent og se med ECB«, fordi banken ofte nøler og hellere gør noget sent end tidligt. Rent faktisk satte ECB renten op, fra 4,0 til 4,25 procent 9. juli sidste år, altså for et år siden, da den aktuelle krise var under kraftig udvikling. Her så de 21 i Styrelsesrådet slet ikke, hvilket uvejr der var på vej.
Det skete tilmed, samtidig med at USA på dette tidspunkt allerede var godt i gang med at sætte renten ned. Så ufejlbarlig er ECBs øverste ledelse ikke. Lige nu kan det frygtes, at alvoren af den aktuelle situation igen undervurderes. Også selv om der på det sidste er svage tegn på, at økonomien er ovre det værste for denne gang.
