Den statslige fond, der investerer i nye virksomheder, lever stort set op til forventningerne, fastslår Ernst & Young i evaluering, som er bestilt af regeringen. Fordel fremover at stille afkastkrav til fonden.
15. april 2010, 09:34 – opdateret 15. april 2010, 09:42
Politikerne bør fremover stille krav til Vækstfonden om, at den lever op til et afkastkrav i sine investeringer.
Det foreslår revisionsfirmaet Ernst & Young, der for regeringen har lavet en evaluering af Vækstfonden.
Samtidig skal Vækstfonden ifølge revisionsfirmaet placere størstedelen af sine investeringer i de tidligere faser af virksomhedernes liv, hvor der i særlig grad er mangel på kapital
Men ellers evalueringen Vækstfondens aktiviteter stort set positiv.
Læs lige nu på evb.dk:
Brian Mikkelsen er glad for rapport om Vækstfonden
Revisorerne noterer, at Vækstfondens indsats har været relevant, fordi fonden har investeret i virksomheder, som andre aktører ikke har villet investere i og dermed skabt en økonomisk aktivitet, som ellers ikke ville have fundet sted.
Desuden har Vækstfonden ifølge Ernst & Young administreret sine ressourcer på en omkostningsbevidst måde.
Analysen viser, at Vækstfondens portefølge-virksomheder har udvist en vækst i omsætningen, der er dobbelt så stor som væksten i sammenlignelige virksomheder. Samlet set har portefølgevirksomhederne præsteret en omsætning i perioden fra 2001 til 2008 på 6,9 mia. kr. og skabt 4.900 arbejdspladser.
Revisorerne vurderer desuden, at Vækstfonden har haft en betydelig positiv indflydelse på udviklingen af det danske venturemarked, særligt gennem sine indirekte investeringer.
Til gengæld har Vækstfonden ikke opnået samme afkast, som andre offentlige fonde, men revisorerne noterer i den forbindelse, at Vækstfonden er sat i verden for at tage større risici end andre. Revisorerne mener heller ikke, at det danske marked for venturekapital kan blive selvbærende uden en offentlig indsats.
”Erfaringerne fra andre lande viser, at selvom venturemarkederne har eksisteret i mange år, så vil der altid være en rolle at spille for den offentlige sektor, særligt i de tidligere faser, hvor ventureinvesteringer ikke er attraktive for private investorer”, hedder det i rapporten fra Ernst & Young
Rapporten er udarbejdet efter et forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der sidste år tilførte fonden mere kapital. Dansk Folkeparti har traditionelt været kritisk indstillet overfor Vækstfondens virke.






























































