Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

USA vil have dansk viden om sundheds-IT

Obama-administrationen skæver til Danmark for at finde ud af, hvordan den bedst bruger de 19 mia. USD, den har øremærket til øget brug af IT på USAs hospitaler og hos praksislæger.

Danmark er et foregangsland i brugen af IT i sundhedssektoren, og det får USA til at kaste beundrende blikke efter danske løsninger og danske teknologier, som kan give besparelser i det dyre, men ineffektive amerikanske sundhedsvæsen. En repræsentant fra Obama-administrationen er sammen med amerikanske industrirepræsentanter i Danmark for at fortælle om de amerikanske behov og de kommercielle muligheder for danske virksomheder.

:Danmark er et foregangsland i brugen af IT i sundhedssektoren, og det får USA til at kaste beundrende blikke efter danske løsninger og danske teknologier, som kan give besparelser i det dyre, men ineffektive amerikanske sundhedsvæsen. En repræsentant fra Obama-administrationen er sammen med amerikanske industrirepræsentanter i Danmark for at fortælle om de amerikanske behov og de kommercielle muligheder for danske virksomheder.

Dyrt amerikansk væsen
Eksperter har konkluderet, at det amerikanske sundhedsvæsen kan spare mere end 81 mia. USD om året og reducere antallet af fejlbehandlinger, hvis man i større omfang gør brug af IT-løsninger.

Besparelsespotentialet skal ses i lyset af, at USA har de højeste sundhedsudgifter i den vestlige verden. Ifølge OECD bruger USA 16 pct. af sit bruttonationalprodukt på sundhedsudgifter. Danmark bruger 9,8 pct.

Obama-administrationen har øremærket svimlende 19 mia. USD til at få implementeret IT i sundhedsvæsenet og opfordrer hospitaler og lægehuse til at købe elektroniske patientjournaler, og det åbner et enormt marked for virksomheder med IT-løsninger til sundhedsområdet. Markedspotentialet opgøres til 150-200 mia. USD.

Amerikanerne er interesserede i danske løsninger, og derfor er USAs nationale koordinator af sundheds-IT, Charles Friedman, og brancheforeningen American Medical Informatics Association i Danmark i dag for at fortælle om den amerikanske dagsorden og mulighederne for danske virksomheder på en konference i Udenrigsministeriet.

Den danske sundheds-IT-sektor ser store perspektiver i de amerikanske ambitioner, men udfordringen for de relativt små danske virksomheder bliver at få en fod indenfor på markedet. Vejen går nødvendigvis via samarbejdsaftaler med amerikanske virksomheder, og det er også, hvad Systematic går efter.

Systematic står bag den elektroniske patientjournal Columna, som er implementeret på 20 sygehuse i Region Midtjylland, og den håber virksomheden at eksportere til USA med hjælp fra f.eks. Boeing eller Lockheed Martin. Systematic kender begge virksomheder fra sit militære forretningsområde, og begge virksomheder har også et ben indenfor sundhedssektoren.

»Vores model er at finde store lokale partnere, som skal hjælpe med at tilpasse vores produkt til det amerikanske marked,« fortæller Michael Holm, adm. dir. i Systematic.

IBM kan også blive døråbner for danske virksomheder. IBM Danmark har allerede leveret en stribe IT-løsninger til den danske sundhedssektor, og det kan blive løftestangen for danske virksomheders entré på det amerikanske marked.

»IBM har bred ekspertise indenfor processer og metoder i hele sundhedsområdet. Ofte vil det være sådan, at man går i partnerskab med en stor leverandør som os. Udover at udvikle og implementere egne løsninger driver vi også meget af implementeringsarbejdet i forbindelse med løsninger fra andre,« siger Steffen Lerche Nielsen, Nordisk Healthcare Leader, IBM.

Han ser et stort potentiale for dansk eksport.

»Danmark har en favorabel position, fordi amerikanerne er så opmærksomme på de danske løsninger. Hvis vi gør os umage, har vi en god chance for at få en rigtig god markedsandel,« siger han.

 




Markedet lige nu