Der sker dobbelt så ofte ulykker i små virksomheder som på store arbejdspladser.
21. oktober 2009, 06:25 – opdateret 21. oktober 2009, 06:46
Rundsaven er ligeglad om den skærer i træ eller skærer en finger af, og det er en typisk arbejdsskade i landets små og mellemstore virksomheder.
I ulykkesstatistikken optræder små virksomheder mere end dobbelt så ofte, som de statistisk burde i forhold til antallet af ansatte.
- Der er ofte kun lederen til at tage sig af sikkerheden ved siden af, at han skal sørge for salg og produktion og fakturaer og ind imellem give en hånd med i produktionen. De store virksomheder har en professionel sikkerhedsrådgiver og -organisation, men på den lille virksomhed kommer ulykken som et lyn fra en klar himmel, siger Peter Hasle fra Det Nationale Center for Arbejdsmiljø, NFA.
Han vil på en international konference, der åbnede i går, fortælle om de danske forsøg med at lade revisorer rådgive om arbejdsmiljø, når de alligevel kontrollerer virksomhedens regnskab.
Omkring 200 revisorer har været på kursus i at miljø-rådgive, og tilbagemeldingerne er positive. Blandt andet fordi de dermed har et ekstra-tilbud til kunderne.




























































