Markant forkæmper for små virksomheder er ude af Folketinget. Nu retter hun hård kritik mod fællerne i DF.
20. september 2011, 06:55
Mindre virksomheder har mistet en skarp og passioneret stemme på Christiansborg med Dansk Folkepartis erhvervsordfører gennem 10 år Colette Brix, der ikke fik stemmer nok ved Folketingsvalget.
Nu retter hun hård kritik mod fællerne i DF, som hun mener satser for meget på omfordeling og for lidt på en skarp erhvervsprofil. Derfor, siger hun, er hun heller ikke overrasket over, at det gik som det gik på valgdagen.
- Jeg må jo nok erkende, at det er en profil som Dansk Folkeparti ikke ønsker at satse på. Jeg følte mig isoleret i løbet af valgkampen, og jeg fik ikke de vælgermøder, jeg plejede, siger hun til ErhvervsBladet.
Vælgerne slagtede erhvervs-kandidaterne
DF'er vil forskelsbehandle små virksomheder
Ærgelig gruppeformand
Colette Brix driver hudpleje-firmaet Clinique Colette med 10 ansatte. Hun er desuden formand for interesseorganisationen for små virksomheder, DESA, og hun har gennem hele sit politiske virke haft kampen mod bøvl og byrder som sin Hjertesag. Men det er en ensom sag i dansk politik, mener den udstemte ordfører
- Vi er jo overhovedet ikke kommet igennem i løbet af valgkampen. Der er brug for, at nogen kæmper for små virksomheder og iværksættere. Ikke bare skåltaler i salen, siger Colette Brix, der nu melder sig ud af Dansk Folkeparti i protest over den manglende erhvervsprofil.
Ikke overraskende deler ledelsen i Dansk Folkeparti ikke den tidligere ordførers opfattelse, og gruppeformand Kristian Thulesen Dahl slår fast, at han meget gerne havde set Colette Brix genvalgt.
- Hendes hjerte banker for små og mellemstore virksomheder, og hun har opnået mange flotte resultater. Hun passer lige ind i Dansk Folkeparti, lyder det.
DF klar til at forhandle dagpenge
Delte kreds med "familien"
Brix var stillet op i Sjællands Storkreds sammen med blandt andre profilerne Pia Kjærsgaard og Karin Nødgaard, datter af partistifter Poul Nødgaard.
- Det var jo en svær kreds, for der var nogle familiemedlemmer, der skulle vælges. Sådan er vilkårerne, siger hun og peger på, at der dermed blev endnu mindre plads til erhvervsliv i partiets valgkamp. Thulesen Dahl genkender slet ikke synspunktet.
- Jeg har siddet i Folketinget i 17 år, og jeg kan ikke huske en valgkamp som i den grad har handlet om økonomi og ansvarlighed. Emner vi normalt bliver inviteret af erhvervsorganisationerne for at tale om, siger han og afviser, at partiet gjorde det svært for erhvervsprofilen at opnå valg.
- Jeg har den holdning, at kandidater selv må vinde deres mandat. Men jeg vil gerne understrege at vi er ærgelige over, at Colette ikke er blevet genvalgt.
Tid til firmaet
Den sidste understregning deler Colette Brix. Nu vil hun trække i arbejdstøjet.
- Nu får jeg tid til at give et ordentligt nap i min virksomhed, og så er jeg jo formand for DESA. Jeg er ikke arbejdsløs, lyder underdrivelsen fra politikeren, der også åbner for at melde sig under nye faner - hvis »et andet parti har brug for en markant erhvervspolitiker«. Og så slipper hun endnu en talestrøm om rammevilkår med en hård dom som finale.
- Dansk politik handler om at fordele penge, før de er tjent, mens virksomhedsejere er gjort til indianere frem for høvdinge i deres egne firmaer. Det er så pokkers svært at drive virksomhed, og erhvervspolitikken føres af amatører... Tøsedrenge!
Læs mere om erhvervsprofilernes skæbne ved Folketingsvalget i ugemagasinet ErhvervsBladet torsdag.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten