Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Udskyd skatten ved generationsskifte

Overdragelse af virksomhed til næste generation er et stort og kompliceret område, men der findes metoder til at nedbringe skattebyrden.

Når næste generation skal overtage familiens virksomhed er der mange detaljer at tage højde for. Men Henrik Louv fra Ernst & Young peger overordnet på, at når forældrene vil overdrage virksomhed til børnene, skal der som udgangspunkt opgøres skattemæssige avancer, og forældrene skal beskattes af dem.

- Denne skattebyrde kan dog udskydes, idet børnene som udgangspunkt kan succedere i forældrenes skattemæssige situation. Det betyder, at beskatningen udskydes, til børnene afhænder virksomheden, siger Henrik Louv, partner i skatteafdelingen hos Ernst & Young til Berlingske Nyhedsmagasin.

Denne metode kan i princippet også bruges de efterfølgende gange, så i teorien kan beskatningen udskydes uendeligt. Ved generationsskifte, hvor børnene succederer skattemæssigt, vil der alligevel være et mellemværende i form af en handelspris.

- Der skal beregnes en skattemæssig værdi af virksomheden, og den er baseret på de overdragne aktiver og de seneste års indtjening, men i praksis er der tale om en meget konservativ værdiansættelse, siger Henrik Louv.

Vigtigt gaveelement

Handelsprisen kan så typisk afregnes via et rentefrit anfordringslån, som nedskrives årligt med de maksimale gaver.

Ifølge Henrik Louv er det dog vigtigt at sørge for, at der også er et gaveelement ved overdragelsen, der er stort nok til, at der kan ske modregning af den såkaldte passivpost.

Er der tale om et selskab, vil den skattebyrde, der udskydes, delvist kunne modregnes i gavens afgiftspligtige værdi.

I praksis vil der ved overdragelse af selskaber blive beregnet et beløb på 22 procent af den udskudte skat, og dette beløb kan modregnes i gavens værdi, før der beregnes gaveafgift. Er der tale om enkeltmandsvirksomhed, er satsen 30 procent.

- Det er derfor vigtigt, at gaven er stor nok til at rumme denne modregning, siger Henrik Louv.

Er virksomheden for eksempel en udlejningsejendom i selskabsregi, kunne en metode til glidende generationsskifte ifølge Henrik Louv være, at der etableres en ny aktieklasse med B-aktier, som børnene tegner, og hvor A-aktierne, som forældrene beholder, forlods sikres udbytte i nogle år.

Det vil betyde, at B-aktierne skattemæssigt kun får en lavere værdi, og samtidig skal kun 25 procent af aktiekapitalen indskydes kontant efter de nye selskabsregler.

Resultatet vil være, at næste generation kan få ejerskab til udlejningsejendommen med forholdsvis beskedne indskud.

 




Markedet lige nu