Der kommer flere penge i puljen til vækstkautionsordningen.
22. september 2009, 11:45 – opdateret 22. september 2009, 11:47
Det kan være svært at overbevise sit lokale pengeinstitut om, at det er værd at låne penge til netop din virksomhed.
Netop derfor søger regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance med Erhvervspakken til små og mellemstore virksomheder at sikre flere penge i hænderne hos mindre virksomheder.
Det sker ved, at ordningen for vækstkaution får tildelt yderligere 1,5 mia. kr. til udgangen af 2010.
- Vi har i dag en vækstkautionsordning, som er ved at løbe tør for penge, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) og føjer til:
- Derfor vælger vi, at vækstkautionen skal styrkes.
De nye penge til vækstkautionsordningen får to ben at gå på. Dels yder staten vækstkaution til forretningsudvikling og drift i tilknytning til forretningsudvikling.
Derudover ydes vækstkaution for lån til erhvervsinvesteringer i fast ejendom, der kan opnå realkreditfinansiering.
Før vækstkautionsordningen kan udvides, skal regeringen hente tilladelse i EU.
Endelig afsættes yderligere 50 mio. kr. til kom-i-gang-lån, der bliver målrettet iværksættere og mindre virksomheder.






























































