Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Udsigt til 7.000 nye job i kommunerne

Der er udsigt til kommunal jobfest, hvor der i 2014 vil være oprettet 7.000 nye arbejdspladser, viser ny prognose. Og der vil især blive flere job til de varme hænder, lyder meldingen.

Efter nogle hårde år med økonomisk krise og stigende arbejdsløshed, ser det nu ud til, at det offentlige varmer op til jobfest. Det skriver Avisen.dk.

Når kalenderen viser 2014, forventes der at være 7.000 flere job i det offentlige end ved udgangen af 2011. Det viser tal fra de fire beskæftigelsesregioner.

Og de mange nye job vil især gå til varme hænder - det vil sige sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger og lærere. Alligevel er fagforbundet FOA, der organiserer mange af de offentlige ansatte, kun afdæmpet begejstret.

- Jeg er da glad for at se 7.000 fugle på tagryggen, men jeg vil vente med at juble, til de sidder i hånden. Hvis vi lytter efter politikernes seneste meldinger lyder det ikke som om, de selv tror på de her prognoser, siger forbundsformand Dennis Kristensen til Avisen.dk.

Ved udgangen af 2013 er der alene udsigt til en stigning på omkring 800 job, vurderer beskæftigelsesregionerne. Men fordi der blive færre stillinger i industrien i den private sektor, så vil det skabe en forskydning af nye arbejdspladser i retning af det offentlige.

Professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet tror dog ikke på, at kommunerne får råd til at holde jobfest.

- Regeringen er nødt til at gennemføre en budgetlov, som vil holde kommunerne i meget stramme tøjler. Så jeg tror ikke på, at vi vil se nogen betydelig vækst i antallet af offentligt ansatte i de kommende år, vurderer han.

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu