Skat har startet nyt projekt, så de hurtigt kan rykke ud, hvis de får meldinger om snyd.
7. juni 2010, 07:48 – opdateret 7. juni 2010, 07:52
Som en anden ambulance er Skat nu klar til at rykke hurtigt ud, hvis der kommer en henvendelse om fusk fra fagforeninger, brancheorganisationer og andre myndigheder.
Skat i Nordsjælland har som et pilotprojekt etableret et udrykningsteam, der med kort varsel og på alle tider af døgnet kan rykke ud til arbejdspladser og kontrollere, om de skattemæssige forhold for udenlandske medarbejdere og virksomheder er i orden. Det skriver Skat på sin hjemmeside.
- Vi har etableret udrykningsteamet fordi særligt fagforeninger og brancheorganisationer har efterlyst muligheden for at SKAT kan rykke ud med kort varsel. Udenlandske medarbejderes og virksomheders skattesnyd medfører unfair konkurrence, og det er derfor et område, som vi prioriterer højt, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.
Læs også på evb.dk:
Sådan jagter Skat snyd og svindel
Netstrippere taget med trusserne nede af Skat
Skattejagt på ulovlige virksomheder
Også snyd efter kl. 16
Skat har skrevet til fagforeninger, brancheorganisationer og andre myndigheder i området med oplysninger om, hvordan man får fat i Skats udrykningsteam.
- Fagforeninger og brancheorganisationer kender forholdene på de enkelte arbejdspladser og ligger ofte inde med oplysninger om udenlandske ansattes og virksomheders mulige skattesnyd. Den viden kan vi med udrykningsteamet omsætte til effektiv og hurtig kontrol. Skattesvindlerne holder ikke fri kl. 16, så det gør Skat selvfølgelig heller ikke, forklarer Troels Lund Poulsen.
Udrykningsteamet dækker hele Nordsjællands og Københavns Vestegns politikredse. Skat tager kun stilling til om virksomheden og de ansatte følger de skattemæssige og momsmæssige regler.

























































