Transportministeren støtter krav om lærlinge ved udbud af store, statslige bygge- og anlægsprojekter.
2. september 2010, 12:12 – opdateret 2. september 2010, 12:19
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) melder nu sin støtte til ønsket om, at det offentlige stiller krav om lærepladser ved udbud af statens byggeopgaver. Det skriver Fagbladet 3F.
- Regeringen er fast besluttet på at finde løsninger på udfordringen med manglende praktikpladser. Derfor støtter jeg også varmt idéen om, at kommuner, regioner og stat kan bidrage til flere praktikpladser ved at stille krav i forbindelse med udbud af større anlægsopgaver, siger ministeren til Fagbladet 3F.
Læs også: Staten bygger stort - men uden lærlinge
Ministeren vil samtidig undersøge mulighederne for at få indarbejdet sådanne krav ved anlæg af den faste forbindelse over Femer Bælt.
- Men om det kan lade sig gøre er det endnu for tidligt at sige noget om, da opgaven med udbudsmaterialet tidligst begynder i 2011, siger Hans Christian Schmidt.
Noget der rykker
Transportministeriet er suverænt landets største bygherre med ansvar for årlige milliardinvesteringer i veje, broer og jernbaner.
- Et krav om lærepladser for at bygge for staten vil derfor virkelig rykke, så det er en utrolig positiv melding, at staten nu også vil bidrage til at løse problemerne med de manglende praktikpladser, lyder det fra 3F's forbundssekretær Per Christensen.
Godt 9.000 lærlinge er uden praktikplads. Alene i byggebranchen er der 2.000 praktikpladssøgende.

























































