Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Tysk detailsalg halter - dansk industri bløder

De tyske forbrugere har fortsat ikke lyst til at bruge penge. Fremtiden tegner desværre ikke lys.

Tyskerne har ikke været vilde med at hive pengepungen op af inderlommen i januarkulden. Nye tal viser, at detailsalget i januar lå på akkurat samme niveau som i december. Kigger vi et år tilbage er detailsalget faldet med 3,4 procent.

Dårligt nyt fra Tyskland er altid dårligt nyt for Danmark, fordi landet umiddelbart syd for os er vores absolut største eksportmarked.

- Det er ikke godt nyt, at de tyske forbrugere holder igen, siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian. Faktisk er der et meget stort potentiale for stigende detailsalg i Tyskland, men det lader vente på sig:

- Forbruget har svære kår i Tyskland. Det er især den stigende ledighed og udbredelsen af arbejdsdeling, der gør tyskerne nervøse og dermed tilbageholdende, siger Steen Bocian, der dog advarer mod at male fanden på væggen. For selv om forbruget i Tyskland stagnerer, så stiger eksporten. Og det er godt nyt for Danmark:

- Vi er også underleverandører til den tyske eksport. Så der falder lidt af til de danske virksomheder, siger Steen Bocian.

Tag det roligt

Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, er enig i, at man ikke skal lægge alt for meget i dårlige detailtal fra Tyskland:

- Det har stort set aldrig været det private forbrug, der har været driveren for fremgang i Tyskland, men derimod eksport og i næste instans investeringer, siger Helge J. Pedersen.

At dansk industri har brug for en hjælpende hånd fra Tyskland er helt åbenlyst. En ny analyse fra Jyske Bank viser, at industriproduktionen herhjemme er helt i bund sammenlignet med andre OECD-lande.

I årtiet, vi netop har forladt, 00'erne, har dansk industri fået tørre tæsk af stort set alle lande. Mens den slovakiske, tjekkiske og ungarske produktion buldrer derudad med produktionsstigninger på henholdsvis 95, 43 og 41 procent, er produktionen herhjemme skrumpet med 14 procent.

- Dansk industri er under pres. Den skrantende produktivitetsudvikling er en af synderne. Industrien har ikke været tilstrækkelig effektiv til at udnytte efterspørgslen godt nok, siger seniorøkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt.

Vending udeblevet

Men det værste ved det hele er, at dansk industri ikke har formået at vende skuden på det seneste:

- Dansk industri har ikke oplevet den vending, som for længst er kommet til udlandet. Det betyder, at vi har haft den 4. ringeste udvikling i produktionen blandt OECD-landene, siger han.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu