Danskerne blev tilbage i 1998 tvunget til at spare én procent af deres løn op. Siden har der ikke været andet end strid og uenighed om den tvangsopsparing, som nu slippes fri igen.
22. marts 2009, 09:00
Den kom til verden under skrig og skrål. Først fik den ét navn, men blev så døbt om året efter, og siden også sluppet løs og gjort mere fri. Nu er barnet mere end ti år gammelt, men tæt på at blive kvalt af sine egne forældre, nemlig politikerne på Christiansborg.
Det er den Særlige Pensionsopsparing, der er tale om. Oprindelig hed den »Midlertidige Pensionsopsparing,« og blev vedtaget af et flertal i Folketinget 10. oktober 1997, altså dengang Poul Nyrup Rasmussen (S) var statsminister, Mogens Lykketoft (S) finansminister og Marianne Jelved (R) økonomiminister.
Men allerede inden et år blev ordningen lavet om og gjort permanent. Det skete i forbindelse med den store pinsepakke, som blandt andet aftrappede værdien af rentefradraget ganske betydeligt fra omkring 44 procent til de nuværende 33 procent. Formålet var især at komme den dengang hårdt pressede betalingsbalance til hjælp.
I tvangsopsparingens første leveår var der tale om en individuel og personlig ordning. Men det blev ændret med pinsepakken, hvor ordningen blev solidarisk, sådan at alle fik samme beløb udbetalt fra ordningen, selv om indbetalingerne var meget forskellige, nemlig én procent af lønnen. Det vil reelt sige, at der var tale om en skatteskrue, hvor rige betalte mere end fattige ind til ordningen for at få samme beløb retur igen. Fra og med 2001 blev dette princip dog droppet. Ordningen blev igen individuel, hvor de penge, den enkelte indbetalte, kom ind på en personlig konto.
Siden blev ordningen i 2004 suspenderet, og herefter er der ikke blevet opkrævet SP-penge hos danskerne. Men derfor har ordningen alligevel tiltrukket sig stor opmærksomhed. Ikke mindst fordi politikerne løbende har truet med at indføre den igen. Det er dog ved flere lejligheder blevet opgivet – i sidste øjeblik. Det skete senest med den skatteaftale, som trådte i kraft ved indgangen til 2009.
Folkebørsen
Men også fordi der i 2004 blev åbnet for, at alle kunne trække SP-opsparingen væk fra ATP og over på en privat pensionsopsparing, hvis man ønskede det. De tæt ved tre millioner SP-konti blev fra starten af 2005 også flyttet over på en særlig ny folkebørs, som kostede et trecifret millionbeløb at bygge op. Folkebørsen gav mulighed for at dyppe træerne i vandet og forsøge sig med investeringer inden for en række områder. Regeringen håbede, at det kunne øge den folkelige interesse for aktier og andre typer af investeringer.
Men folkebørsen blev aldrig en succes. Kun ganske få benyttede den, og de fleste af dem, som begyndte at investere deres sparepenge på egen hånd, satte dem i så risikable foretagender, at de i dag står tilbage med store tab.
Nu er det så vedtaget, at de 47 milliarder kroner, som har hobet sig op i tvangsopsparing hos ATP og andre steder, frit kan hæves fra og med 1.juni i år. Hvorfor dog det, spørger mange nok sig selv, når der er ofret så mange penge på at bygge en folkebørs op, og der har været så meget politisk ballade om ordningen.
Svaret er ikke helt enkelt. Umiddelbart vil regeringen gerne have danskerne til at bruge flere penge, fordi dansk økonomi er ramt af en ganske alvorlig nedtur, som truer med at sende ledigheden i vejret med ekspresfart. Af samme grund er flere store skatte- og hjælpepakker vedtaget. Men den slags pakker koster penge og risikerer at give store underskud på de offentlige finanser.
Lille virkning
Det er derfor et ganske snedigt påfund, at slippe SP-pengene fri, for der skal nemlig betales skat af dem ved udbetalingen. Hæves alle 47 milliarder kroner, får staten mindst 18 milliarder kroner ekstra i kassen, plus alle de indtægter der vil komme fra moms og afgifter, når pengene bliver brugt. Det er selvsagt penge, som staten ville have fået alligevel før eller siden, når pengene kom til udbetaling, men de luner godt i statskassen her og nu.
Samtidig er der givet også en del ideologi bag det hele. Tvangsordninger er ikke borgerlig eller liberal politik. Man kan også spørge, hvorfor folk skal tvinges til at spare disse penge op, når det slet ikke er økonomisk nødvendigt, og de fleste har gode arbejdsmarkedspensioner eller andre opsparinger til alderdommen. Det kan også diskuteres, om ordningen nogensinde har haft en reel økonomisk betydning, eftersom tvangsopsparing ét sted blot har det med at få danskerne til at spare mindre op andre steder. Så der i tæt ved ti år har der været kæmpe ståhej om noget, som sandsynligvis ingen økonomisk virkning har haft og ikke har givet anledning til andet end besvær, administration og en masse politisk polemik.
Men nu ser SP-ordningen ud til – igen – at blive et af forårets helt store samtaleemner ved middagsselskaber og hen over havehække, hvor alle vil høre, om naboen har hævet tvangsopsparingen og brugt pengene på rødvin, restauranter og rejser. Eller om pengene er sparet op et andet sted, så de står klar til næste gang, der igen skal spares, og regeringen finder på et nyt et mystisk indgreb, der koster store summer for både samfundet og den enkelte.
