Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Tvangsopløst annoncehaj fupper videre

Selvom tidens værste annoncehaj, Real Holding, er under tvangsopløsning, fortsætter aktiviteterne ufortrødent.

Den største og mest aktive annoncehaj gennem de senere år, Real Holding S.M.B.A., er under tvangsopløsning. Men det forhindrer ikke bagmændene i at fortsætte jagten på godtroende virksomheder, de kan lokke til at kaste formuer efter værdiløse annoncer.

Sø- og Handelsretten bekræfter, at selskabet er under tvangsopløsning, men kan ikke oplyse nærmere om, hvorfor myndighederne har trukket stikket på selskabet. Og hos Håndværksrådet, der går forrest i indsatsen mod landets annoncehajer, kommer tvangsopløsningen bag på seniorjurist Jeppe Rosenmejer:

- Sammen med Den Røde Lokalbog er det stadig Real Holding, vi får flest henvendelser på. Så de er stadig de største, selvom antallet af henvendelser ikke er helt så voldsomt, som det har været, fortæller Jeppe Rosenmejer, der også er ansvarlig for Håndværksrådets annoncehaj-hotline.

Læs også:
Kendt annoncehaj-firma konkurs
Ny annoncehaj i farvandet
Annoncehaj-sagen har vokseværk

Uden for lov og ret

Var grunden til at føre samtaler med Real Holding om annoncering før stærkt begrænset, er begrundelsen nu helt væk. Virksomheden har slet ikke lov til at drive forretningen videre.

- Men det gør de alligevel, hvilket jo kun understreger, at her er tale om mennesker, der er fuldstændig ligeglade med love og regler, siger Jeppe Rosenmejer.

Håndværksrådet opfordrer virksomheder, der er kommet i klemme hos Real Holding med produkterne ”It-vejviseren”, ”Vejviseren” og ”It-telefonbogen” og ”It-fagtelefonbogen” til at rette deres krav til selskabets likvidator, advokat Nete Weber.

- Men det er desværre nok ikke blevet lettere at få sine penge tilbage. Vi har set med andre selskaber, at pengene ryger ligeså hurtigt ud, som de ryger ind. Og med tvangsopløsningen er det på papiret kun blevet endnu sværere at få sine tilgodehavender, siger Jeppe Rosenmejer.

Støt ErhvervsBladets jagt på annoncehajer på Facebook!

Efterforskes af politiet

Politiet har indledt efterforskning af Real Holding S.M.B.A., men det er endnu for tidligt at sige, om efterforskningen vil føre til en straffesag mod bagmændene. For i modsætning til den verserende sag mod Telefonbøgerne ApS med efterfølgende navne Copenhagen Business Administration og CBA, holder folkene bag Real Holding sig fri fra de offentlige registre ved hjælp af stråmænd.

Selskabets direktør hedder Nicolaj Troels Garby, men han er ikke til at støve op – heller ikke på den adresse i Albertslund, der er opgivet til Central Virksomhedsregistret ved stiftelsen. Og tilsyneladende har man taget røret af til selskabet telefon, da hovednummeret konsekvent dutter optaget.

Imidlertid har både TV2 Basta, DR Kontant og ErhvervsBladet tidligere forbundet Real Holding med en vis Christian Johansen, der netop nu står tiltalt i Københavns Byret for aktiviteter i andre selskaber. Denne sag genoptages i dag med afhøringen af den tidligere annoncehaj-dømte Lasse Schou, og du kan følge begivenhederne live på Twitter.

Læs her reportagerne fra de tidligere retsmøder:
1-0 til de tiltalte i annoncehaj-sag
Annoncehaj-sagen trækker i langdrag
Tilfreds med annoncer for en halv million
Annoncehajernes nye moral
Annoncehaj-sagen har vokseværk


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu