Ny undersøgelse fastslår, at blot 20 minutters motion på jobbet tre gange om ugen giver et markant bedre liv.
7. september 2009, 10:27 – opdateret 13. maj 2012, 05:02
Sølle 20 minutter. Blot tre gange om ugen. Og på arbejdspladsen.
Det betyder, at du som medarbejder får et væsentligt bedre blodtryk, mindre fedtprocent i kroppen, større muskelstyrke, bedre kondi og og færre smerter i ryg, nakke og skuldre.
Professor Gisela Sjøgaard fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU har med en ny undersøgelse fulgt 600 medarbejdere fra det tidligere Told&Skat på Sjælland i et år, oplyser DR Fyn. 400 af dem lavede 20 minutters motion i arbejdstiden tre gange om ugen. Og de opnåede altså at få et markant bedre liv.
De sidste 200 fik kun skriftlig og mundtlig information om sundhed, og de opnåede slet ikke samme fremskridt.
Sæt motion i system
Det er vigtigt at få sat motionen i system på arbejdspladsen, mener Gisela Sjøgaard.
- Det er vigtigt at motionen foregår i en social sammenhæng, ledet af en ildsjæl, så man er sikker på at få det gjort på den rigtige måde, siger hun om undersøgelsens opsigtsvækkende resultat.




























































