Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

To skrøbelige banker slår sig sammen

Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank fusionerer. Sammen håber de at klare sig helskindet gennem krisen.

Onsdag afslørede Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank, at de slår sig sammen. Det sker med Vestjysk Bank som det fortsættende selskab og med et ombytningsforhold på 4:1, svarende til fire aktier i Aarhus Lokalbank for en ny aktie i Vestjysk Bank.

- Det er to vingeskudte fugle, som finder sammen. Men jeg er sikker på, at der nok skal komme noget virkelig flyvedygtigt ud af det, sagde den optimistiske bestyrelsesformand i Aarhus Lokalbank, Carsten Andersen.

Vestjysk Bank planlægger i forbindelse med fusionen at konvertere 297 millioner kroner ud af det statslige indskud af hybrid kernekapital til aktier. Banken vil endvidere udvide aktiekapitalen med mellem 250 og 300 milioner kroner, optage et ansvarligt lån på 200 millioner kroner og frasælge sektoraktier for 175 millioner kroner.

Nationalbanken har givet betinget tilsagn om køb af sektoraktierne, hvilket vil give banken en mindre kapitalbinding og dermed forbedre solvensen.

Den fortsættende bank regner med at kunne få nye individuelle statsgarantier med en løbetid på op til tre år. De eksisterende statslån udløber i 2012 og 2013.

Den nye bank regner med at være uafhængig af statslån, når de nye - endnu ikke bevilgede - garantier udløber i 2016.

Thomas Berngruber, bankanalytiker hos Leth Capital Management, vurderer, at alle elementer i kapitalplanen skal falde på plads, før redningsaktionen kan lykkes.

Både Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank har været i fokus som nogle af de skrøbeligste danske banker, men ifølge bankanalytikeren vil fusionen give bankerne et pusterum.

- Hvis det lykkes, bliver der ro i et stykke tid, og de får lov til at leve videre. Det er to pressede banker, der slår sig sammen, og det er lidt en minus og minus giver plus-tankegang, siger han til Business.dk.

Det er Bankpakke 4, som skal redde de to banker, da en del af den åbner for forlængede statsgarantier til banker, der fusionerer. Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank har hver for sig store statsgaranterede lån og bygger blandt andet fusionsplanerne på at kunne forlænge fristen med tre år.

På pressemødet præsenterede Frank Kristensen, bankdirektør i Vestjysk Bank, forløbet for fusionen og fortalte, at man efter generalforsamlingernes vedtagelse i marts 2012, vil gennemføre en emission for at tilføre ny kapital.

- Vi har ikke søgt om en garanteret emission, forklarede han.

Afslutningsvis slog Carsten Andersen fast, at den nye fusionsbank ikke planlægger at fusionere yderligere.

Han vil ved fusionens gennemførelse blive indstillet til valg til formand for bestyrelsen, mens direktionen udgøres af administrerende direktør Frank Kristensen, Vestjysk Bank, og bankdirektør Vagn Thorsager, Aarhus Lokalbank.

Lokalt er der stor opbakning til fusionen i både Øst- og Vestjylland.

Entreprenør Søren V. Jensen fra Fabjerg ved Lemvig flyttede i sidste uge sin pensionsopsparing på omkring fire millioner kroner til Vestjysk Bank.

- Jeg opfatter det som et sundhedstegn, og jeg er sikker på, at der ligger en overordnet plan, så banken får arbejdsro, og det kommer til at køre, siger han til Dagbladet Holstebro.

Bestyrelsesformand i Erhverv Aarhus, Peter Kjær, er ligeledes glad for, at de to banker har fundet en løsning.

- Set med Aarhus-briller må det være godt - godt for medarbejderne, godt for kunderne og formentlig også godt for aktionærerne. Der er ingen tvivl om, at fusionen er en god ting, og vi er glade for, at der er fundet en løsning, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu