Privatkunder stiller deres byggeplaner i bero, fordi de håber senere at opnå tilskud til byggerierne, lyder kritikken.
4. marts 2009, 09:36 – opdateret 4. marts 2009, 09:50
Stik imod intentionerne kan den nye tilskudsordning på 1,5 milliarder kroner til boligrenovering nå at tage livet af netop de byggevirksomheder, den skulle hjælpe.
Det mener Danske Snedker- og Tømrermestre.
- Lige nu sker der det, at forbrugerne trækker i håndbremsen og stopper de byggeaktiviteter, der ellers skulle gå i gang nu. De udskyder deres byggeprojekter i håb om senere at kunne få et renoveringstilskud. Det går særlig hårdt ud over de små og mellemstore virksomheder, der i høj grad lever af renovering hos private kunder", siger formand i Danske Snedker- og Tømrermestre, Niels Techen.
Jo længere tid der går, inden aftalen er udmøntet, desto flere snedker- og tømrervirksomheder vil dreje nøglen om, lyder det fra Danske Snedker - og Tømrermestre, DST.
- Vi har bestemt ikke brug for yderligere opbremsning i byggeriet lige nu. Derfor kan jeg kun komme med min største opfordring til partierne om at speede processen op og hurtigst muligt få vedtaget den nødvendige lovgivning. Og så er det helt nødvendigt, at tilskudsordningen træder i kraft hurtigst muligt efter vedtagelsen, da vi ellers vil se en yderligere opbremsning i byggeaktiviteten på det private boligmarked. Det kan virksomhederne ikke holde til, siger Niels Techen.
Det samme mener TEKNIQ Installatørernes Organisation.
- 1,5 mia. kr. til boligforbedringer, herunder miljøforbedringer, i resten af 2009 er en god måde at skabe en øget aktivitet i byggebranchen på. Men der er brug for, at der meget hurtigt kommer en afklaring på, hvordan ordningen skal føres ud i livet. Vi hører fra vore medlemmer, at kunderne på grund af de seneste ugers skattediskussion har valgt at udskyde beslutningen om at renovere, fordi de havde en forventning om, at der ville komme en tilskudsordning. Så for at få gang i renoveringerne er det uhyre vigtigt, at der fra regeringens side nu rykkes meget hurtigt på netop den ordning, siger Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation.
- mja
Deltag i debatten:
Klik på flag for at anmelde en stødende kommentar til redaktionen.
Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites






























































