Antallet af konkurser slår alle rekorder, viser de seneste tal. Læs her om ti konkurser, der allerede har fundet sted i år.
7. april 2010, 09:43
Det er historisk hårde tider i dansk erhvervsliv.
656 virksomheder gik konkurs i marts, hvilket er en tredjedel flere end i samme måned sidste år, hvor 486 virksomheder bukkede under, fortæller kredit- og analysevirksomheden Experian i en ny opgørelse.
Tallet på 656 konkurser er det højeste registrerede i de mere end 10 år, hvor Experian har gennemført konkursanalyser i Danmark.
Her er ti artikler om ti virksomheder der allerede er gået konkurs i år
Og her er ti virksomheder der gik konkurs i 2009 her.
- Tallene viser sort på hvidt, at danske virksomheder har det rigtigt hårdt lige nu. Vi har gennemført disse analyser siden 1996, og antallet af konkurser har aldrig været højere end netop nu. Vi kan imidlertid også se lys for enden af tunnelen, idet antallet af nyetablerede selskaber er steget med næsten 20 procent i forhold til marts sidste år. Det tyder på, at der i dansk erhvervsliv er en tro på bedre tider, og at økonomien går i den rigtige retning, siger senioranalytiker i Experian, Søren Overgaard Madsen i den udsendte pressemeddelelse.
Et kig på danmarkskortet viser, at marts måned har været hårdest ved Bornholm, Færøerne og Syd- og Østjylland. På Bornholm er antallet af konkurser steget med 300 procent og på Færøerne 133,3 pct., mens Sydjylland og Østjylland har oplevet henholdsvis 55,9 og 48,5 pct. flere konkurser end i marts 2009.
Overalt i landet er der – bortset fra Grønland – tale om stigninger i antallet af konkurser sammenlignet med samme periode sidste år.
Mens antallet af konkurser tegner et noget dystert billede, er der dog også lyspunkter. Antallet af nyetablerede selskaber er 1.903 i marts 2010 mod 1.591 i marts 2009 – en stigning på 19,6 pct.






























































