Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Svenske underleverandører på strandhugst

Det danske erhvervsliv må ruste sig til en stigende konkurrence fra svenske virksomheder. Svenske underleverandører taber ordrer i stor stil på hjemmemarkedet og vender blikket mod Danmark for at fylde hullerne.

De store produktionsvirksomheder i Sverige lider hårdt for tiden. De negative tendenser smitter af på en skov af svenske underleverandører, der er tvunget til at søge mod nye markeder for at ruste sig til fremtiden.

- Der er mange underleverandører, som lige nu har et stort behov for at søge nye afsætningsmuligheder for deres produkter – også i udlandet. Og der er det danske marked jo vældig interessant – ikke mindst i kraft af de konkurrencefordele, den lave valuta giver de svenske virksomheder, siger Fabian Wallén, nationaløkonom i Svenskt Näringsliv, der er Sveriges største erhvervsorganisation.

Massefyringerne og konkurserne er først for alvor begyndt at rulle i toppen af svensk industri inden for den sidste måned, men allerede nu mærker man en stigning i antallet af henvendelser fra erhvervslivet hos Det Svenske Eksportråd i København:

- Jeg kan godt bekræfte, at vi ser en stigende interesse fra svenske virksomheder, der ønsker at blive underleverandører til den danske industri. Produktionsomkostningerne for eksempelvis en maskinoperatør er mindst 40 procent lavere i Sverige, end den er i Danmark, hvilket gør det til en meget billigere løsning for danske virksomheder at arbejde med svenske underleverandører, siger Peter Kemlin, handelskommissær for Det Svenske Eksportråd i København, der også oplever en stor interesse fra danske virksomheder, der ønsker at arbejde med svenske underleverandører.

Effektive svenskere

Der er meget, der gør det attraktivt for den svenske underleverandør at afsøge mulighederne på det danske marked: Vi bor lige om hjørnet, sprogbarrieren er minimal, og aftagernes forventninger til kvalitet er på nogenlunde samme høje niveau.

- Svenske underleverandører har ofte en meget moderne maskinpark, er vant til fleksible leveringsvilkår og har stor erfaring med at producere til transportindustrien. Og de meget højre krav, der stilles i denne branche, gør, at de svenske leverandører har meget effektive processer, som danske virksomheder kan få glæde af, siger Peter Kemlin.

Hos Dansk Industri (DI) erkender man de store konkurrencefordele, valutaen begunstiger svensk erhvervsliv med. Men man i øvrigt udsigten til en stigende konkurrence fra svenske underleverandører med sindsro.

Begrænset frygt

- Alle virksomheder er jo på jagt efter nye kunder. Og selvfølgelig skal vi være opmærksomme på de fordele, svenskerne har. Men de fordele findes jo også i Norge og i England, og jeg har svært ved at tro på, at Danmark nu vil blive særligt udsat for konkurrence fra svenske virksomheder, siger cheføkonom Klaus Rasmussen, cheføkonom i DI.

Håndværksrådet er også opmærksomme på svenskernes højnede motivation for at vende blikket mod Danmark. Men de ser det også som en mulighed, der kan begunstige dansk erhvervsliv:

- I stedet for at sætte sig tilbage og lade sig true mener jeg, de danske virksomheder bør gå udfordringerne positivt i møde. Det kunne for eksempel være ved at etablere nogle fordelagtige partnerskaber med de svenske virksomheder, siger Thea Gade-Rasmussen, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.

Det er altid fornuftigt at holde øje med markedsforholdende i nabolandende, og behovet for at holde øje med dine svenske nuværende og potentielle konkurrenter er ikke blevet mindre. Kunsten er at bruge sin viden til at styrke sin egen position.

 




Markedet lige nu