Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Svært at få praktikplads for tømrerlærlinge

Nu rammer finanskrisen også tømrerlærlinge. De har nemlig svært ved at få praktikplads.

Når ordrebogen hos tømrermesteren ikke har flere ordrer end 2-3 måneder frem i tiden, er det svært for tømrerlærlinge at få en praktikplads, skriver nordvestnyt.

En praktikplads varer som regel 2 år. Maler- og mureruddannelserne har det heller ikke for godt.

- Den krise, vi er inde i nu, har gjort vores håndværksmestre meget tilbageholdende med at ansætte lærlinge, siger Frank Tonsberg, direktør for EUC Nordvestsjælland i Holbæk til nordvestnyt.

I fremtiden vil der stadig være brug for folk til tømrerbranchen. Mange tømrere vil snart gå på pension på grund af de store årgange af ældre. Derfor vil der blive mangel på arbejdskraft, hvis ikke der bliver gjort noget ved det nu. Det mener Jens Kronborg, som er områdedirektør i EUC Nordvestsjælland.

Kun 20 ud af 120 elever fra tømrer-, maler- og murerfagene, der er ved at afslutte grundforløbet, har fået læreplads siden i sommer.

- Siden midten af efteråret, hen over december og indtil nu er det gået helt i stå med hensyn til praktikpladser. Vi har en stor gruppe unge, der efter grundforløbet ikke har kunnet få en læreplads, siger han til nordvestnyt.

Han peger på at en mulig løsning kunne være at åbne op for skolepraktikken igen. Men det kræver handling fra politisk side.

Foreløbig søger EUC Nordvestsjælland at løse problemet ved at sætte eleverne i gang med andre uddannelser som alu-tømrer eller glarmester.

 




Markedet lige nu