Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Store udbud sætter de små uden for døren

Mindre byggefirmaer udelukkes fra at være med, når kommuner udbyder vedligeholdelsesopgaver i store entrepriser.

Formanden for Danske Snedker- og Tømrermestre (DST) Niels Techen advarer nu i fagbladet Mester Tidende kommunerne mod at udbyde vedligeholdelsesarbejder på eksempelvis skolerne i alt for store udbud.

- Flere af vore medlemmer har peget på, at kommunerne efter kommunalreformen udbyder vedligeholdelsen på 6-7 skoler i et og samme udbud. Det sker i en misforstået tro på, at jo større udbud, jo mere får man for pengene. I stedet er konsekvensen, at man udelukker mange mindre håndværkervirksomheder fra at byde på opgaverne, fordi de dels ikke alene kan magte dem, og dels ikke i den nuværende situation kan skaffe tilstrækkelig bankgaranti, siger Niels Techen til Mester Tidende.

Dårligere resultat

Formanden peger på, at opgaverne i stedet ofte går til byggelederfirmaer, der ikke selv har nogen, eller en meget lille, egenproduktion:

- De har specialiseret sig i at kalkulere byggerier og udarbejde kontrakter med byggeriets mange parter. De har samtidig budt meget lavt for at sikre sig ordren. Enten løser de den ved at hente østeuropæiske firmaer til at udføre arbejdet, eller også presser de danske håndværkere så hårdt på prisen, at de reelt taber på opgaven, siger Niels Techen.

Han understreger, at han har forståelse for, at kommunerne selvfølgelig skal handle så billigt som muligt, men det betyder ikke, at det hele skal være så billigt, at resultatet bliver kvalitetsmæssigt ringe.

- Samtidig er det værd at huske, at ved store udbud kan få byde, og jo færre, der kan være med, jo mindre bliver konkurrencen på længere sigt, siger Niels Techen.

Hjem på sofaen

DST-formanden frygter, at mange små virksomheder må lukke, fordi de ikke kan konkurrere dels med de østeuropæiske virksomheder og dels "byggeledervirksomhedernes" krav om meget lave priser.

- I øjeblikket er presset på de mindre virksomheder ofte så stort, at det bedre kan betale sig at blive hjemme på sofaen. Der ender de alligevel bagefter, siger Niels Techen til Mester Tidende.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu