Lande med en stor offentlig sektor og gode sociale ordninger er blevet ramt særlig hårdt uden den aktuelle krise – stik mod hvad man ellers skulle tro.
1. november 2009, 10:00
Lande med en stor offentlig sektor kommer blidere og nemmere gennem alvorlige økonomiske kriser, som vi oplever lige nu. Sådan siges det ofte. Det skulle være den hjælp, som den offentlige sektor deler ud til alle, der rammes af ledighed, der stabiliserer økonomien, så op- og nedture bliver mindre end andre steder.
De over 800.000 offentligt ansatte plus høje udgifter til blandt andet sundhed, uddannelse og ældre, udgør også en stødpude for økonomien, så store nedture bliver mere sjældne end ellers, siges det. Men rent faktisk er det svært at finde en klar sammenhæng mellem høje offentlige udgifter og skånsomme kriser. Ikke bare i Danmarks økonomiske historie, men også i andre lande. Det er faktisk lige før, det modsatte gør sig gældende lige nu. Store offentlige udgifter fører til store kriser.
Se bare på Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien og Danmark. Alle er lande med forholdsvis store offentlige udgifter. Men det er også nogle af de lande, der er blevet ramt hårdest af den aktuelle nedtur.
Herhjemme lå brutto-nationalproduktet (BNP) i andet kvartal intet mindre end 7,2 procent lavere end for et år siden. Ses der på faldet i velstand i hele første halvår af 2009 sammenlignet med samme periode år et før, er faldet på 5,3 procent. Det er en langt kraftigere nedgang end mange andre lande med en betydeligt mindre offentlig sektor har oplevet.
I USA er de samlede offentlige udgifter på mindre end 40 procent af BNP, mens de herhjemme er over 50 procent. Men USAs produktion er »kun« faldet med 3,9 procent det seneste år. I Kina og Indien er den offentlige sektor på eller under halvdelen af dansk niveau. Men her så absolut slet ingen krise, men vækst og fremgang.
Historisk tilbageblik
Ses der tilbage i tiden er det også svært at finde gode argumenter for, at kriser bliver kortvarige, hvis de offentlige udgifter er høje.
Danmark har haft fem alvorlige økonomiske nedture siden 1960erne. Kriserne er kommet som tyv om natten, når ingen ventede dem, og de har i snit varet tre et halvt år og ført til et fald i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,7 procent om året, mens de stod på.
Den dybeste og mest alvorlige krise er uden sammenligning den aktuelle, som finder sted, netop mens de offentlige udgifter er rekordstor, og Finansministeriet har vurderet, at de vil stige fra 50,9 pct. af BNP sidste år til hele 56,5 procent i 2010 – det højeste niveau nogensinde.
Det største tab af velstand under tidligere recessioner fandt sted under de to oliekriser, men disse kriser var til gengæld forholdsvis korte, også selv om den offentlige sektor dengang var ganske betydeligt mindre end i dag.
Oliekriserne
Første oliekrise brød ud i 1973. Men allerede tre år efter, skød velstanden kraftigt i vejret med over seks procent, ikke mindst fordi momsen midlertidigt blev sat ned og satte fuldt drøn på privatforbruget.
Anden oliekrise slog benene væk under dansk økonomi på næsten samme måde som den første. Bruttonationalproduktet (BNP) faldt således med 0,4 procent i 1980 og yderligere 0,9 procent året efter, hvilket er rene pebernødder i forhold til den aktuelle nedtur. Men også her vendte udviklingen hurtigt. Allerede i 1982 var daværende stats-minister Poul Schlüter (K) med til at starte en af efterkrigstidens mest voldsomme økonomiske opture, hvor forbrug og beskæftigelse snart løb om kap. Optimismen havde dog en uheldig bivirkning. Forbruget steg, og dermed røg regeringens plan om at vende underskud til overskud på betalingsbalancen i 1988 i vasken.
Kartoffelkur
I 1986 var der et så stort hul i den nationale pengepung, at det slog alle tidligere rekorder. Så festen måtte afsluttes med en kartoffelkur og skattereform, som sendte dansk økonomi ud på en syv år lang ørkenvandring. Men nedgangen i velstand blev ikke specielt dyb efter disse indgreb. Til gengæld trak den længe ud, og først i foråret 1994 var der igen fart på den økonomiske maskine herhjemme.
Den aktuelle krise ser til gengæld ud til at slå alle de øvrige. I hvert fald i omfang. Muligvis også i længde – selv om den offentlige sektor er vokset betydeligt.
Årsagen er formentlig, at vores udenrigshandel også er langt større end før, og at vi derfor er mere sårbare over for udviklingen i andre lande. Mange steder bruges krisen nu som argument for, at den offentlige sektor skal være større fremover, så nye alvorlige pengekriser undgås. Men stigende skatter og en stor offentlig sektor har det med at svække dynamikken i en økonomi, så kriserne blive mere langvarige end ellers.
Det samme gælder gode sociale ordninger og støtteordninger til erhvervslivet. De dæmper lysten til at finde nyt arbejde inden for nye sektor. Så Danmark ville formentlig være kommet sig hurtigere og nemmere over de aktuelle problemer, hvis den offentlige sektor og skatterne havde været knap så store.
