Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stor gevinst ved pizza-aktion hos Skat

Skat Midt- og Sydsjælland fik mange fisk i nettet på en aktion i flere byer.

Der var mange gevinster, da Skat Midt- og Sydsjællands Fairplay-gruppe i sidste uge var på kontrolbesøg i restauranter, pizzeriaer og grillbarer i Kalundborg, Roskilde, Køge og Greve sammen med Arbejdsdirektoratet, Fødevarekontrollen og de lokale kommuner.

- Vi besøgte næsten 60 virksomheder og talte med over 175 ansatte og ejere. 40 procent af virksomhederne havde ansatte, der ikke var registreret, og næsten hver ottende medarbejder var samtidig på overførselsindkomst, udtaler specialkonsulent Allan Kok.

Ifølge en pressemeddelelse var 21 ansatte på dagpenge, kontanthjælp eller førtidspension, en illegal indvandrer blev anholdt, og tre personer skal undersøges af politiet for gyldige arbejdstilladelser.

24 virksomheder blev pålagt at føre såkaldte logbøger, en blev pålagt at anskaffe et kasseapparat, og en restaurant blev lukket af Fødevarekontrollen.

- Kampen for at stoppe den sorte økonomi er lang og sej, men det er ikke en kamp, vi opgiver. Når en virksomhed snyder med reglerne, eller en medarbejder hæver kontanthjælp samtidig med lønchecken, bliver de lovlydige virksomheder og borgere snydt, siger afdelingschef Merete Wadt og lover en fortsat indsats mod sort arbejde og uregelmæssigheder.  


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu