13. november 2007, 09:08 – opdateret 13. november 2007, 10:35

I JULI BLÆSTE det op til storm på de finansielle markeder. Aktierne faldt, markedsudsvingene blev større og nervøsiteten bredte sig. I august blev det, der startede som en »almindelig« finansiel krise til noget temmeligt ualmindeligt – nemlig en krise på de globale pengemarkeder. Det udviklede sig endda i den sidste ende til et rigtigt »bank run« på Northern Rock i Storbritannien. Det er mange år siden, vi har set noget lignende i det globale finansielle system.

Nu er der faldet lidt mere ro på markederne. Aktierne er i store træk kommet tilbage. Nogle af de store globale investeringsbanker har måttet bogføre massive tab. Men markedet er faldet mere til ro. Betyder det, at vi er tilbage til det sted, vi forlod, og at alt er godt? Både ja og nej.

Finansielle kriser handler om usikkerhed. Det var ikke tabene på amerikanske subprime lån i sig selv, der var det centrale problem i krisen. Subprime tabene var velkendte allerede i foråret. Det som var kernen i krisen – og som er kernen i alle finansielle kriser – var usikkerhed. Usikkerhed om, hvem der sad inde med tabene. Usikkerhed om, hvem der var for finansielt gearede. Usikkerhed om, hvorvidt rating bureauerne var kommet i lommen på investeringsbankerne i takt med, at de var blevet mere afhængige af indkomst fra rating af komplicerede finansielle strukturer.

GRUNDEN TIL AT KRISEN nu ebber ud, er, at der er kommet lidt mere afklaring. Kendskabet til bankernes konduiter og SIVer (selvstændige enheder, der er blevet brugt til at overtage risiko fra bankernes balance finansieret i kortfristede »asset backed commercial paper« er blevet udbredt. Vi forstår nogenlunde, hvorfor den finansielle krise blev til en pengemarkedskrise (usikkerheden fik investorer til at nægte at købe »asset backed commercial paper«, hvilket igen tvang bankerne og dermed pengemarkederne til pludselig at skulle finansiere et 1.200 mia USD). Vi har set, nogenlunde hvem der har tabt hvad i tredje kvartal.

Men det, der står tilbage, er, at investorernes tillid til kreditmarkederne og rating bureauerne har lidt permanent skade. Det betyder en langt mere konservativ tilgang til kreditrisiko i almindelighed. I den sidste ende vil det betyde, at låneadgangen bliver strammere for alle – både finansielle aktører og ikke-finansielle.

Det er ikke så skidt. Alle var enige om, at kreditviligheden har været i overgear i de seneste år. Det måtte ende, og jo før desto bedre. Det var tydeligt, at opstramningen af pengepolitikken globalt før eller siden måtte blive følt. Det er ikke usundt for verdensøkonomien, at der kommer lidt højere risikopræmier på långivningen og lidt mere tilbageholdenhed. Det vil selvfølgelig gøre ondt nogle steder. Og ikke bare i det amerikanske boligmarked. Men meget tyder på, at opsvinget er stærkt nok til at kunne ryste chokket af sig.

ALLIGEVEL ER DET SVÆRT ikke at have en fornemmelse af, at den finansielle krise i det store perspektiv er et signal om, at vi går ind i nogle mere volatile år, hvor der kan komme flere finansielle stormvejr. På mange måder ser det ud til at være blevet det typiske moderne mønster. Opsvinget i 1980erne blev ikke afsluttet af aktiekrakket i efteråret 1987. Men krakket blev indledningen til afslutningen med en global nedtur i starten af 1990erne. På samme måde blev den store finansielle kreditkrise i efteråret 1998 (Ruslands default) heller ikke til en global nedtur. Men den forvarslede den vilde periode i 1999 og 2000 og den store globale økonomiske nedtur i 2001-2002.

Gad vide om det her ikke også er et forvarsel i den samme genre?

Business.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at kommentere accepterer du, at Business.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.business.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.