Regeringen vurderer, at statsgælden vil vokse endog meget voldsomt i år og til næste år. Skønnet er nu, at statens nettokassesaldo vil blive på minus 132 milliarder kr. i år og minus 109,5 milliarder kr. næste år. (Opdatgeret kl. 12.25)
25. august 2009, 12:01
Dermed vil statsgælden blive mere end fordoblet. Mere præcist vil statens gæld stige med godt 241 milliarder kr. ved udgangen af 2008 til 437,5 milliarder kr. i 2010.
Finansministeriet vurderer, at det samlede underskud på de offentlige finanser vil blive på 33,5 milliarder kr. i år og på godt 86 milliarder kr. næste år, svarende til 4,9 pct. af bruttonationalproduktet.
Det er mærkbart værre end regeringen skønnede i maj. Da ventede man et underskud på de offentlige finanser på 22,5 milliarder kr. i år, og et underskud på 60,1 milliarder kr. næste år.
Man skal tilbage til 2003 for at finde det sidste offentlige budgetunderskud. Dengang var det på beskedne 1,4 milliarder kr. I de mellemliggende år har der i alt været et offentligt budgetoverskud på godt 320 milliarder kr.






























































