Når motorveje og broer bygges, skal staten tvinges til at tage lærlinge.
22. juli 2010, 07:23
Staten bruger i år mere end ni milliarder skattekroner på at bygge og renovere - alligevel er der slet ingen lærlinge på en række statslige kæmpe-byggerier.
Det gælder blandt andet for motorvejsbyggeriet mellem Sønderborg og Kiplev, der beskæftiger godt 200 byggearbejdere.
Her er ingen lærlinge, selv om flere end 2.000 unge elever i øjeblikket mangler en læreplads inden for byggeriet, skriver Avisen.dk.
Læs også på evb.dk:
Store firmaer svigter: Lærlinge nej tak
Storkommune vedtager omstridt krav om lærlinge hos byggefirmaer
Bonus på 50.000 kroner giver flere lærlinge
Derfor kræver fagforeningen 3F staten på banen.
Det vil kunne skaffe mindst 200 lærepladser om året, hvis staten stiller krav til de firmaer, der bygger broer, motorveje og renoverer bygninger, vurderer 3F.
- Det skriger til himlen, at staten ikke selv gør, hvad den kan for at sørge for lærepladser. Det er som at sparke sig selv bagi, siger forbundsformand i 3F Poul Erik Skov Christensen til Avisen.dk.
Vejdirektoratet er en af de helt store bygherre i staten. Her overvejer ledelsen, om de skal kræve lærlinge af deres entreprenører.
- Vi har selvfølgelig et samfundsansvar som offentlig myndighed, siger driftsdirektør Niels Christian Skov Nielsen.
DF's arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted afviser, at staten skal stille krav om lærlinge til underentreprenørerne - han mener ikke, at staten kan stille den slags krav af udenlandske firmaer uden at komme i konflikt med EU-regler.









































