24. maj 2009, 08:00

En økonomisk ørkenvandring kan meget vel være indledt. Altså en periode, hvor velstanden kommer til at vokse i et markant langsommere tempo end før – både ude og hjemme.

De glade dage, hvor den samlede verdensøkonomi kørte i højt gear og skød i vejret med tre til fire procent om året, er med stor sandsynlighed slut.

Årsagerne er flere; men vigtigt er, at folk med stor sandsynlighed fremover vil begynde at sætte tæring efter næring. Altså spare mere op end før samt låne og gældsætte sig i mindre grad end tidligere. Både fordi den aktuelle udvikling med store prisfald på både aktier og boliger har sat en skræk i livet på mange, og fordi den hastigt stigende arbejdsløshed, som tilmed er et internationalt fænomen, gør folk mere forsigtige.

USA er eksempelvis på vej mod at få en ledighed, der udgør hele ti procent af arbejdsstyrken, og eftersom de amerikanske forbrugere har stor indflydelse på den globale vækst, lægger det af sig selv en betydelig dæmper på verdensøkonomien.

Tvinges til at holde igen
Det private forbrug i USA er faktisk så enormt, at det styrer op mod en femtedel af hele klodens økonomiske aktivitet.

Så USAs årelange overforbrug har været drivkraften bag det, der er blevet kaldt »den mest gyldne periode i verdensøkonomien«, hvor millioner af mennesker blev løftet ud af fattigdom, og velstanden er vokset som aldrig før på globalt plan.

Men banker og realkredit vil også tvinge folk til at holde mere igen. De tab, som nu ruller ind over den finansielle sektor, presser nemlig både banker og realkredit til en mere mådeholdende adfærd.

En anden oplagt konsekvens af krisen er, at den finansielle sektor vil blive mødt med langt større krav om regulering, styring og opbygning af større stødpuder end før. Muligheden for, at den finansielle sektor fremover kan friste og smøre privatøkonomien med aggressive og nye opfindsomme lånetyper til forbrug eller investeringer, ser ud til at være slut for en periode. Modkravet fra regeringer i mange lande for at redde bankerne ud af den aktuelle krise er således større forsigtighed og øget regulering.

Kreditpolitikken vil blive strammet, lysten til at løbe en risiko med eksotiske investeringsprodukter vil tage af, og sikkerhed og tryghed vil igen komme i højsædet.

USA må rydde op
Verdens største økonomi, nemlig den amerikanske, gældsætter sig samtidig med historisk stor fart i disse år.

Men når krisen engang er overstået, skal en større økonomisk oprydning nødvendigvis sættes ind. Den kræver reduktion af både af stats- og udlandsgæld. Det vil tage år, og sætter naturlige grænser for, hvor meget USA kan sænke sine skatter eller føre anden form for ekspansiv økonomisk politik, som skaber vækst.

Læg dertil, at renterne for tiden er historisk lave. Nede omkring nul procent mange steder. De vil blive hævet i rask tempo, når væksten vender tilbage. Sker det ikke, risikerer fortidens fejl at blive gentaget.

Den boble, som opstod på bolig- og finansmarkedet frem til efteråret 2007, kædes således ofte sammen med de historisk lave renter, som USA holdt i 2003-04. De var med til at skabe en hastig optur på det globale boligmarked og en intens jagt efter afkast i eksotiske investeringsprodukter, herunder de senere så tabsgivende amerikanske subprimelån.

Skal den udvikling undgås en gang mere, skal centralbanken i USA, Federal Reserve, Den Europæiske Centralbank, Bank of England og flere andre af verdens største centralbanker være hurtige på aftrækkerne og hæve renten i rask tempo, når økonomien igen får det bedre.

Det skal de også for at holde inflationen i skak. For blot ét år siden, da verdensøkonomien fortsat buldrede af sted, satte fødevare- og oliepriser rekord. Næsten 150 dollar kom en tønde olie til at koste. Også prisen på andre råvarer eksploderede på grund af den heftige vækst, som ikke bare Kina, men også Brasilien, Indien, Rusland, Mellemøsten og flere andre lande og regioner oplevede.

Denne enorme efterspørgsel efter råvarer vil sandsynligvis komme igen, når lidt mere normale tilstande i global økonomi vender tilbage. Det vil øge inflationen og tvinge centralbankerne til at hæve renten – til ugunst for den økonomiske vækst.

Den japanske syge
Mareridtet er så, at en lang række vestlige lande havner i det, der populært kaldes »den japanske syge«. De sidste 16 år er japansk økonomi stort set ikke vokset, selv om der er taget det ene tiltag efter det andet for at skubbe udviklingen i gang.

Faktisk er finanspolitikken lempet så meget, at Japan i dag står med en gigantisk statsgæld på over 180 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Gælden ventes tilmed at nå 200 procent om få år.

Oven i det har renten i Japan i årevis været holdt tæt på nul. Trods det har de japanske forbrugere sparet så meget, at økonomien har ligget underdrejet i årevis.

Japans fiasko med at få pustet liv i økonomien, hele 20 år efter landets aktie- og boligmarked bristede i midtfirserne, udgør et skrækeksempel for både USA og Europa. Det er en farlig påmindelse om, hvad der i værste fald venter forude, hvis krisestemningen ikke overvindes.

Danmark kan ikke styre fri af en sådan udvikling. Vores enorme udenrigshandel gør, at stilstand i det øvrige Europa og USA med sikkerhed også rammer os. I værste fald bliver den nuværende pengekrise en ørkenvandring af de helt lange – i sneglefart.