Ny undersøgelse viser, at flere små og mellemstore virksomheder nu oplever flere dårlige betalere blandt deres kunder i forhold til sidste år.
5. maj 2010, 09:38 – opdateret 5. maj 2010, 09:42
Den er gal med betalingen over for små og mellemstore virksomheder.
Sådan lyder konklusionen i en spritny undersøgelse fra advokatkæden Advodan, der viser, at 38 procent af små og mellemstore virksomheder oplever flere dårlige betalere blandt deres kunder i forhold til sidste år. 200 mindre og mellemstore virksomheder har medvirket i undersøgelsen, fortælles det i en udsendt pressemeddelelse.
- Tallene viser klart, at der stadig er store problemer med dårlige betalere. I øjeblikket rammes virksomhederne af den næste bølge af eftervirkninger fra finanskrisen. Mange måtte ud i fyringsrunder i starten af krisen, og en stor del af virksomhederne har tæret på reserverne. Siden første bølge har de så at sige været båret af banken, og her i anden bølge falder pengeinstituttet også fra. Sker det for mange kunder på én gang, får kreditorvirksomhederne virkelig problemer med selv at klare krisen, fastslår advokat Trine Brønsgaard fra Advodan Maribo og fortsætter:
- Vil virksomhederne undgå at havne i en situation, hvor flere af kunderne pludselig ikke kan betale regningen, er det afgørende, at kreditpolitikken overholdes. Gør man ikke det, bliver det hurtigt en kamp om overlevelse, for det går rigtigt stærkt med konkurserne nu.
- Resultatet af undersøgelsen viser, at hvis virksomhederne ulejliger sig med at følge op på manglende betalinger, reduceres problemet væsentligt, så der er meget, man selv kan gøre. Vi ser ind imellem eksempler på virksomheder, der først finder ubetalte fakturaer ved årets afslutning, og det kan være fatalt. I stedet bør virksomhederne overholde deres egen kreditpolitik og på den måde give sig selv muligheden for at få indhentet betaling i tide, siger Trine Brønsgaard i den udsendte pressemeddelelse.
































