Et nyt, internationalt samarbejde med deltagelse af to syddanske aktører skal hjælpe små og mellemstore virksomheder til at få en større del af potentielle ordrer i EU og Østersø-regionen.
15. marts 2010, 06:04
Et nyt, internationalt samarbejde med deltagelse af blandt andre Business Kolding og det Syddanske Bruxelles-kontor skal skabe åbenhed om udbudsrunder i EU-regi og derved øge kendskabet til potentielle ordrer i EU og Østersøregionen. Samarbejdet skal desuden hjælpe små og mellemstore virksomheder med at byde ind på opgaverne i samarbejde, oplyser de to parter i en udsendt pressemeddelelse.
Ghita Wolf Andreasen, direktør hos Det Syddanske Bruxelles-kontor, fortæller, at projektet blandt andet vil resultere i en udbudsportal for virksomhederne:
Portal på internet
- Der bliver etableret en internetbaseret portal med private og offentlige udbud inden for de tre klynger, som projektet omfatter: Sundhed og fødevarer, maritime industrier samt energi og infrastruktur. Det vil give de små og mellemstore virksomheder bedre mulighed for at byde ind som underleverandører over for både større offentlige institutioner som sygehuse og energiselskaber og over private virksomheder, fortæller hun i pressemeddelelsen.
Otte lande deltager i det ambitiøse projekt. Der er foruden Danmark Tyskland, Sverige, Polen, Finland, Estland, Letland og Litauen.
Nye markeder vigtige
Én af de syddanske fødevare-virksomheder, som hilser projektet meget velkomment, er Kolding-virksomheden Easyfood.
- Når økonomien mange steder er så trykket, som det efterhånden har været tilfældet i lang tid, så er det ekstra vigtigt at have fokus på nye markeder og nye kilder til indtjening. Der er ingen tvivl om, at projektet her vil hjælpe os og andre virksomheder med at få øje på nogle muligheder, som vi ellers ikke ville have opdaget, siger direktør Flemming Paasch.
Projektet har titlen Baltic Supply og kører indtil udgangen af 2012.
































