Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skjult eksport for milliarder

Statistikkerne slører aktiviteten.

Det seneste halvandet år har den faldende danske eksport været et konstant tema i dansk økonomi. Men faktisk skaber danske virksomheder en enorm omsætning uden for de danske grænser, som aldrig optræder i statistikken, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det fremgår både af udtalelser fra virksomheder og af officielle tal, der indikerer, at eksporten kun er en retningspil.

- Det er umuligt at sætte tal på, men de store danske virksomheder har en meget stor omsætning i udlandet, som ikke optræder som dansk eksport. De store danske fremstillingsvirksomheder har givetvis langt flere ansatte i udlandet, end de har herhjemme, siger erhvervsøkonomisk chef Kent Damsgaard fra erhvervsorganisationen DI, til Jyllands-Posten.

Det nærmeste, som man kommer en indikation af misforholdet, er en opgørelse fra Danmarks Statistik af danske virksomheders udenlandske datterselskaber og deres ansatte.

Den viser, at dansk erhvervsliv i 2008 havde små 12.000 datterselskaber, som tilsammen beskæftigede næsten 1,5 mio. mennesker. Dermed har industrien, store som små virksomheder, samlet lige så mange ansatte uden for Danmark som i Danmark, og den omsætning, som de skaber, kommer aldrig ind i eksporttallene, fordi den aldrig runder Danmark, men bliver solgt direkte til det lokale marked.

- De officielle eksporttal siger ikke noget om, hvor godt det går erhvervslivet i udlandet. De viser i hvert fald langtfra det fulde billede. Det er nok en målefejl, som vil blive stadig større med globaliseringen, siger økonom Tore Damgaard Stramer fra Danske Bank, Jyllands-Posten.

 




Markedet lige nu