Skattelettelserne, som blev vedtaget i går, er den største økonomiske brik, der kommer i spil ved et valg. Og den historisk gode økonomiske situation giver risiko for yderligere overbudspolitk i valgkampel, vurderer økonom.
24. oktober 2007, 14:02
Økonomerne forventer langt hen ad vejen "business as usual" på trods af udsigten til et lynvalg. Den største forskel mellem de to politiske blokke drejer sig om de skattelettelser, som Folketinget vedtog i går, og som Socialdemokraterne vil rulle tilbage igen, hvis de kommer til magten.
"Regeringen går til valg på en fortsættelse af skattestoppet, som betyder, at bl.a. boligbeskatningen er sat i bero. Dertil kommer, at man i går fik vedtaget en lettelse af skatten på arbejdsindkomst i såvel 2008 og 2009. Samtidig med det lægger man op til en forholdsvis høj vækst i det offentlige forbrug. Socialdemokraterne, regeringsalternativets største parti, lægger i deres oplæg til finanslov op til, at de lovede skattelettelser i 2008 og 2009 rulles tilbage. Heller ikke den automatiske skattelettelse, der ville komme, som følge af et lavere arbejdsmarkedsbidrag gennemføres," påpeger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.
Han påpeger, at Socialdemokraterne til gengæld vil øge de offentlige forbrugsudgifter mere end det, som regeringen lægger op til, lægger op til billigere offentlig transport.
På de daglige finansielle tal forventer økonomerne ikke, at valget vil flytte på kurserne.
"Baseret på de historiske erfaringer kan vi dog med nogenlunde sikkerhed slå fast, at folketingsvalget ikke vil få nogen nævneværdig, entydig effekt på hverken renter, aktiemarkeder eller kronen," vurderer cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen.
Udskrivningen af valget sker formentlig for at få cementeret regeringens mandat forud for reformer af dansk økonomi samt mulige problemer i de kommende offentlige lønforhandlinger.
Valget kommer på et tidspunkt med en historisk stærk økonomi med rekordlav ledighed og rekordstore overskud på de offentlige finanser.
"Det giver en risiko for, at valgkampen vil blive præget af overbudspolitik i form af endnu større velfærdsløfter fra såvel regeringen som oppositionen. Det g iver potentielt en forhøjet risiko for en overophedning af dansk økonomi," vurderer Steen Bocian.





























































