Skat øger indsatsen mod sort arbejde

Skat optrapper i år kampen mod sort økonomi. Mange brancher kommer under lup, og Skat vil både bruge pisk og gulerod.

Skat vil intensivere kampen mod sort økonomi. Det sker med tiltag rettet mod en række udvalgte brancher, delvis efter lokal vurdering, og det sker med en kombination af pisk og gulerod, fremgår det af Skats såkaldte indsatsplan for 2010.

De kendte Fairplay-kampagner fortsætter på sjette år. De er baseret på brede oplysningskampagner kombineret med blandt andet målrettede aktioner, hvor udvalgte brancher i et lokalområde får besøg af Skat, politi, Udlændigeservice, Arbejdsdirektoratet og kommunen samt eventuelt fødevaremyndighederne.

Gulerod og service

Landsdækkende sætter Skat lup på byggebranchen, restauranter og hoteller - indsatsen går for alvor i gang fra 1. april.

Sideløbende med Fairplay-kampagnerne gransker Skat også en række brancher nærmere for sort økonomi, og her bliver et af arbejdsredskaberne guleroden eller »servicetilgang«, som det hedder på Skat-sprog.

Et nordjysk pilotprojekt blandt pizzeriaer har vist, at det betaler sig at vejlede og fortælle, hvordan løbende bogføring, lønadministration og indberetning bør ske.

- Der er gode regionale resultater med en servicetilgang frem for gentagne kontroller. De medarbejdere, der har været på besøg, har en klar fornemmelse af, at de allerfleste helst vil gøre tingene rigtigt, og at de er glade for vores hjælp, hedder det i Skats indsatsplan.

Erfaringer fra et lokalt projekt i Skive har desuden vist, at virksomheder, som modtog venlige servicebesøg, øgede momstilsvaret med 16 procent året efter, mens den indberettede moms for en kontrolgruppe skrumpede ti procent.

Venlighed hjælper

Det får Skat til at tro på, at venlighed kan få sort økonomi gjort hvid:

- Konceptet giver således en stigende regelefterlevelse, hedder det i indsatsplanen, som også varsler, at konceptet skal bredes ud i andre dele af landet.

I København vil Skat granske taxaer og køreskoler nærmere, mens eksempelvis sports- og idrætsklubber er i søgelyset i Nordjylland og turistbranchen i Midtjylland.

Men den venlige pizzamodel fra Nordjylland kan ifølge afdelingsleder Lisbet Hedelund ikke kopieres til alle brancher, så Skat benytter fortsat en bred vifte af redskaber, nu suppleret med venlighed og vejledning.

 



Markedet lige nu