Store penge-overførsler til kontroversielle destinationer skal nu undersøges, siger skatteminister, der varsler stram kurs overfor skattesnydere
27. december 2010, 08:21 – opdateret 27. december 2010, 08:26
Skat indleder fra nytår en kulegravning af flere tusinde danskeres bankoverførsler af penge til skattely.
Ifølge nye data fra det såkaldte Money Transfer-projekt har der været over 5.000 overførsler, hver på over en halv mio. kr., mellem danske privatpersoner og skattely i perioden 2004-2009. I enkelte tilfælde er der overført over 100 mio. kr., og samlet løber de over 150.000 private overførsler op i over 41 mia. kr. Overrasket over antallet
Hos Skat er man overrasket over, at så mange personer står bag så store overførsler til kontroversielle destinationer, og skatteminister Troels Lund Poulsen (V) forudser, at projektet vil resultere i tusindvis af sager.
»Man skal betale sin skat, uanset om man kommer fra Vollsmose eller Vedbæk, og har nogen gjort noget kriminelt, skal sagerne forfølges strafmæssigt,« siger han.
Det er første gang nogensinde, at myndighederne har fået indsigt i pengetrafikken mellem Danmark og skattely, der omfatter såvel europæiske som de mere eksotiske destinationer i stil med Bahamas, Cayman Islands og de Hollandske Antiller.





























































