SKAT har gjort sig til inkassator for et af landets mest berygtede fupfirmaer, der prøver at lokke virksomheder til at betale i dyre domme for værdiløse annoncer.
19. juni 2009, 06:15 – opdateret 13. maj 2012, 01:38
Et af landets aller mest berygtede fupfirmaer, VVAS Holding SMBA, skylder penge til SKAT. Så nu inddriver SKAT gælden hos de virksomheder, der er havnet i kløerne hos annoncehajen.
I disse dage udsender SKAT betalingskrav til mange af de virksomheder, der uretmæssigt har fået en faktura fra annoncehajen VVAS Holding SMBA; fupfirmaet bag annonceringsportalerne vejviseren.as og tidligere Fagtelefonbogen.dk. Firmaet skylder penge til SKAT, der nu søger at inddrive gælden via ”kunderne”. For hos SKAT undersøger man ikke, om der er tale om et reelt udestående eller fupfakturaer, når man foretager udlæg i en virksomhed.
- Vi går ikke ind og undersøger forholdene eller indholdet af virksomhedens tilgodehavender. Det har vi ikke nogen mulighed for. Vi forholder os kun til, at hvis en virksomhed skylder penge, så prøver vi at inddrive disse ved at få kunder til at betale deres gæld, fortæller Lisbeth Rasmussen, viceskattedirektør hos SKAT, der i øvrigt ikke kan oplyse, om der foreligger en konkret sag og derfor heller ikke, hvor mange virksomheder, der har modtaget en underretning om udlæg hos VVAS Holding SMBA, eller hvor mange penge, det drejer sig om.
En kending
Hos Håndværksrådet er man ikke i tvivl om, at der er tale om en annoncehaj af den aller værste skuffe. Annoncehaj-hotlinen har modtaget mange henvendelser fra virksomheder, der er blevet lokket i fælden af VVAS Holding SMBA. Og historierne er velkendte: På lige fod med de mange andre fuppere, overdænger VVAS Holding SMBA godtroende virksomheder med fakturaer for annoncer, der ikke har nogen reel værdi.
- Vi kender udmærket VVAS Holding SMBA, men ikke for det gode. Selskabet er en særdeles aktiv annoncehaj, og man kunne godt forestille sig, at brevet fra SKAT vil få virksomheder til at betale, som egentligt ikke havde tænkt sig at betale, siger seniorjurist i Håndværksrådet, Jeppe Rosenmejer, og opfordrer virksomheder til at undlade at betale – også den faktura, de modtager fra SKAT.
Betal ikke
For risikoen er, at virksomheder er mere tilbøjelige til at betale en faktura fra en annoncehaj, når SKAT står som afsender. Men den risiko vil man ikke forholde sig til hos SKAT. Den virksomhed, der foretages udlæg i, har pligt til at oplyse, hvis der er særlige forhold i forbindelse med en faktura. Og sker dette ikke, er det kun til skade for dem selv.
- Det kan godt være, at det ikke har så meget betydning for hardcore svindlere, indrømmer Lisbeth Rasmussen, men oplyser, at SKAT ikke vil forfølge virksomhedens kunder yderligere, hvis de ikke vil betale til SKAT.
- I stedet bør virksomhedens kunder kontakte os og meddele, at de ikke vil betale. Og vi vil da gerne have en forklaring på det, og så skal vi nok i øvrigt forfølge de virksomheder, der er i restance hos SKAT, siger Lisbeth Rasmussen.
Al Capone-aktion
Selvom nogle af de virksomheder, der uretmæssigt har modtaget en faktura fra VVAS Holding SMBA, nu fejlagtigt kommer til at indbetale pengene til SKAT, er der alligevel noget at glæde sig over, mener Håndværksrådet.
- Det er meget positivt, at SKAT har fokus på denne type virksomheder. For de er vanskelige at ramme med politi og domstole. Derfor kan sådanne ”Al Capone”-aktioner fra SKATs hjælpe med til at skabe trange kår for annoncehajerne, siger Jeppe Rosenmejer, der dog også peger på, at selvom indsats fra SKAT fører til en lukning af virksomheden, forhindrer det ikke bagmændene at starte et andet selskab med lignende fupaktiviteter.





























































