Skærpet kamp mellem banker om rige kunder

Jagten på nye stabile privatkunder sender indlånsrenterne opad i mange pengeinstitutter landet rundt, skriver dagbladet Børsen.

Den 1. oktober i år udløber den ubegrænsede statslige indskydergaranti gennem Bankpakke I, og det får bankernes polstringslyst til at blomstre.

Efter 1. oktober er kun beløb op til 100.000 euro - altså cirka 750.000 kr. - omfattet af indskydergarantien.

»Når den ubegrænsede indskydergaranti forsvinder, er det ikke sikkert, at store virksomheder vil have deres indlån til at stå i hvilken som helst bank. Derfor giver det mening for bankerne at skaffe mange, men mindre indskud fra især privatpersoner, der vil binde deres penge over længere tid,« siger direktør for prisportalen My Banker, John Norden til Børsen.

Allerede i dag er tendensen, at pengene bliver delt op i portioner på under 750.000 kr., før private sætter sparekronerne ind på en højrentekonto via mybanker.biz. Samtidig er en lang tidshorisont nødvendig for at få de bedste renter.

»2010 bliver et usandsynligt spændende år på indlånssiden. Spørgsmålet er, hvordan bankerne vil positionere sig. I øjeblikket er det svært at spå om, hvor gode tilbud bankerne vil komme med. Som minimum forventer jeg, at det nuværende niveau fastholdes eller stiger,« siger John Norden.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu