Selvstændige kan høste fordele af multimedieskat

Multimedieskatten er en udskældt eksistens. Alligevel kan selvstændige forholdsvis nemt få øje på fordelene.

Selv en af landets mest udskældte skatter har sine fordele. Multimedieskatten ser ud til at kunne blive et kontrolhelvede for mange virksomheder, men for selvstændige er der fordele at hente.

- Vi er nu i den situation, hvor virksomheden kan betale for multimedierne og få fradrag for omkostningerne ved det. Så betaler man skat af 3.000 kroner privat, og så kan man bruge virksomhedens multimedier. Det er dét, der grundlæggende er fordelen. For relativt få penge kan du få rådighed over alle disse multimedier, forklarer Morten Homann, skattechef i Dansk Landbrugsrådgivning.

Den nye skat gør, at multimedier som computer og telefon, som tidligere har været anset for at være blandede aktiver, nu kan komme ind under virksomhedsordningen. Det betyder, at du kan trække udgiften fra i skat, når du går ud og køber elektronik.

- Der er grundlæggende den fordel, at man får rene linjer nu. I stedet for at have bøvlet med at fordele, hvad der bruges i virksomheden, og hvad der bruges privat, får man nu bedre vilkår. Betaler du multimedieskat, kan du få hele pakken ind under den, siger Morten Homann.

Tidligere kunne eksempelvis abonnementsudgifter ikke trækkes fra. Samtidig kunne man ikke trække de første 1.700 kroner fra, som man brugte på samtaler, da pengene blev betragtet som den del, der gik til private samtaler.

Bedre stillet

Nu kan de selvstændige uden begrænsninger trække disse udgifter fra, fremhæver Foreningen Registrerede Revisorer (FRR).

- Set i dette lys, er det min opfattelse, at de selvstændige erhvervsdrivende vedrørende multimedieskatten er stillet langt bedre i dag, end de var før multimedieskatten blev indført, siger Peter Nielsen, skattepolitisk konsulent i FRR.

Oven i de øgede rammer for fradrag til udgifter, kan også de svære økonomiske tider være en indirekte fordel, hvis man sætter det i relation til multimedieskatten.

- Som økonomien ligger lige nu, er der mange virksomheder, som ikke har en særlig høj indtjening. Det vil sige, at man i praksis kan komme helt ned at betale 240 kroner i arbejdsmarkedsbidrag, siger Morten Homann fra Dansk Landbrugsrådgivning.

Indberetningsfristen for multimedieskat er i øjeblikket udsat til 1. april.

 



Markedet lige nu